Så var jeg endelig på mit sted igen. Det var her jeg altid vendte tilbage til, når jeg ville give mig selv fri og lade tankerne flyve. Dette var efterhånden det eneste sted, jeg følte, at døren til verden stadig var åben.

Jeg satte mig ned på det lille stendige, som jeg havde gjort så mange gange før i mit lange liv. Jeg spejdede ud over det åbne hav og nød stilheden. En fiskekutter var forsigtig ved at forlade den lille havn, der lå bagved diget. Den sagte lyd fra kutteren var den eneste ud over den vidunderlige lyd af bølgernes brusen.

Jeg lod tankerne fare og tænkte på alt fra min barndom til tiden, hvor jeg så rigeligt fik smagt på livet til nu, hvor jeg i mit efterår stille kunne nyde en dejlig sommermorgen. Så langt øjet rakte var der ikke en sjæl at se, og det var måske det, som jeg elskede mest ved mit specielle sted. Ud af øjenkrogen kunne jeg skimte den lille bro, der førte over til denne øde strand. Bygget i 1875 grundet digeloven af 1873 stod der. Tænk, at mit lille sted for så mange år siden var skueplads for en af landets værste stormfloder.

Jeg tog som altid billedet af min kone frem. Lod forsigtigt en finger bevæge sig hen over hendes ansigt og kunne mærke, at jeg med hende i mine tanker straks begyndte at smile. Jeg lod blikket glide op og kiggede ud over havet igen. Hvor tit havde jeg dog ikke siddet her og tænkt på at gå ud i vandet og svømme hende i møde.

Jeg rejste mig op, og med hjælp fra min stok gik jeg ned til vandkanten. Kastede et sidste blik på billedet, inden jeg lagde det i lommen igen. “Heller ikke i dag, min skat” hviskede jeg stille. Med den smukke solopgang i ryggen gik jeg stille hjem til min lukkede verden igen.