Havets milde brusen har lullet mig i søvn, jeg ligger henkastet på den velholdte bordeauxrøde chaiselong. Den dufter mildt af kirsebær og selvom du passede så fint på den, så er den stadig blevet blødere med årene. Det gør mig intet, man ligger stadig skønt her ved vinduet, hvor milde solstråler hver eftermiddag opvarmer det lækre læderskind. Nu hvor brisen trænger ind gennem det halvåbne vindue, mindes jeg de utallige aftener hvor du læste højt for mig og lyttede til mine ønsker for livet. Jeg åbner øjnene med et sæt og ser dig for mig, dine milde øjne omgivet af små rynker og din smalle mund med smilehuller som kun lige anes. Jeg rejser mig og går hen til LP-anlægget og pakker forsigtigt en gammel Kim Larsen plade ud. Lyden er så ren, at jeg ikke fatter man nogensinde gik over til Cd’er, men tiden går jo, som du altid sagde med et smil.

Jeg ser op og smiler til dine utallige malerier og stofbilleder af afrikanske kvinder og savanner. Som du dog elskede det land, men kom du nogensinde dertil? På det klinkebesatte sofabord ligger en stak breve, de er blevet helt nikotingule med årene, men deres værdi er stadigt stigende. Jeg roder lidt i dem og finder det fra Mother Teresa, sikke et prestigefyldt takkebrev. Hvor ville jeg dog ønske du var blevet lidt længere hos os.

Jeg snurrer langsomt rundt i rummet og mit blik lander på egetræsklaveret, det står gemt i en grålig skygge, men glansen fra tangenterne skinner stadig igennem og lyden fra de mange børnesange lyder stille fra min underbevidsthed. Skamlen er betrukket med et gammelt græsgrønt ruskindstæppe, som gør at man ikke glider ned. Jeg lader en finger glide ned over en af tangenterne og imødekommes af en dyb bastone, som vækker endnu et minde. Jeg ser mig selv som lille komme løbende, slå en lille pegefinger på tangenten for derefter at stryge ud i køkkenet til dig.

Jeg lukker forsigtigt klaverlågen og forsegler den sidste flyttekasse. Rummet er blevet mørkt ser jeg. En sidste gang indsnuser jeg duften af stuens mange træmøbler og gamle pyntepuder og går så hen mod døren. Med kassen under armen og dørhåndtaget i den anden hånd, kigger jeg mig endnu en gang om i værelset, smiler og lader døren gå i bag mig.