Doktor Petersen lagde journalen fra sig. ”Dette her er alvorligt!” sagde han og stønnede tungt.

Et andet sted i sognet stod familien samlet om emeritus Herman Severinsens leje, hvor ringbind med værdipapirer havde taget opstilling. ”Kom herhen Anita og Erling” opfordrede han med svag røst.

Datteren og sønnen nærmede sig sengen på villaens første sal. ”Skal vi åbne et vindue?” foreslog Erling, mens han betragtede et par sløve spyfluer, som forgæves søgte friheden gennem glasset.

”Nej tak. Endelig ikke. Det forværrer blot mit skrantende helbred” peb Severinsen, mens Anita kastede et blik på termometret, der ramte 28 grader og gjorde luften tyk som 3. dags gule ærter.

Stemmen blev svag, og de hidkaldte bøjede sig ind over sengen, hvor dynen og et uldtæppe næsten dækkede Severinsen. ”Svarerne på mine prøver kom i går, og lægen giver mig højst 4 uger. Derfor er jeg begyndt at ordne det fornødne, så der er orden i sagerne efter min bortgang.”

Erling betragtede faderen og tænkte: ”For en uge siden var du festens ubestridte midtpunkt i golfklubben. Nu har du forvandlet dig til en Jeronimus figur fra en Holberg forestilling iført natskjorte, grå i huden og med strithår. Det er ubegribeligt.”

”Du skal havde flyglet, Erling. Og Anita du skal have den antikke rosentræskommode,” kundgjorde Severinsen. Med besvær rejste han sig op på albuen og trak i snoren, der forbandt et klokkesystem i køkkenet. Erling og Anita kiggede stjålent på hinanden. ”Han har da ikke glemt, hvordan man herser med mor”, hviskede Anita.

Stilheden blev afbrudt af Agnes Severinsens besværede skridt på trappen. Med en ængstelig mine betragtede hun ægtefællen. ”Hvordan går det, Herman?”

”Skidt! Jeg beder dig derfor indkalde pastor Ovesen og de andre præster fra nabosognet, så jeg kan tage en behørig afsked med dem”, bad han. ”Lidt saftevand og et stykke med gammel ost vil gøre mig godt,” sluttede han.

Over middag ankom delegationen. Fra dagligstuen betragtede Erling og Anita, hvordan køen tog opstilling ned ad trappen, mens sognets agtede pastor emeritus Herman Severinsen fra sit sygeleje tog en værdig afsked med embedsmændene, der efterfølgende bukkede og med højtidelige miner forlod villaen.

I Lægehuset læste doktor Petersen endnu engang journalen og sukkede, mens han gennemgik den korrigerede svarprøve fra laboratoriet. Hvordan kunne sådan noget ske?

Han skyndte sig omgående at ringe til Herman Severinsen: ”Der er sket en yderst beklagelig forveksling af laboratorieprøverne hr. Severinsen, men jeg kan glæde Dem med, at Deres helbred gud ske lov er ganske upåklageligt.”

Agnes Severinsen kvidrede som en undulat: ”Dette skal fejres med familie og venner på Restaurant Frederiksminde.”

Samme aften sad den ulasteligt klædte Herman Severinsen for bordenden med sit nyerhvervede helbred og lignede en tordensky.