Hun hastede aftsted og lod hånden glide ned i jakkelommen, for at mærke på den lille æske. Hun gav den et klem og håbede på at den korte svømmetur i kanalen ikke havde beskadiget indholdet. Hun kantede sig ind imellem de mange turister og fotografer og søgte ly i skyggerne. En hver anden gang ville hun have studeret bygninger såvel som menneskerne og nydt en stille, venetiansk nat. Nu bevægede hun sig i stedet væk fra Piazza San Marco og satte farten op. Hun spænede igennem Venedigs gader og satte kursen imod San Polo distriktet. 'Mød mig på Ponte di Rialto.' Giovannis stemme rungede i hendes hoved. 'Husk æsken!'

Da hun ankom til den stenbroen, var den bemandet af duer og turister. Hun spejdede henover menneskehovederne i håbet om at finde de brune krøller, der kendetegnede den ældre mand. Han var ikke til at se. Hendes hjerte pumpede vildt. Hun så på sit armbåndsur og betragtede de små bobler, der valsede rundt under glasset. Ødelagt. Pludselig blev en tung hånd lagt på hendes skulder.

‘Mi scusi, kan De hjælpe mig?’ lød en stemme. Accenten var kantet men stemmen blid. Turister, tænkte kvinden opgivende.
‘Cosa? No.’ undskyldte hun kortfattet uden at skænke manden et blik. Hun havde fået øje på Giovanni og kaldte hans navn. Et smil bredte sig på hendes læber. Et lille håb oplyste hendes ansigt i den mørke nat. Så snart Giovannis fik æsken, ville hun være fri fra dette vanvid. ‘Giovanni!’ Han rørte ikke på sig, men lænede sig blot ud over broen, med blikket vendt imod vandet. Hun ville gå til ham, men turistens tunge hånd holdt hende tilbage.
‘Devo andare.’ vrissede hun og forsøgte at gøre sig fri fra hånden. Grebet blev strammet og den unge kvinde gispede, da hun pludselig blev vendt rundt af mandens anden hånd. Hun stirrede ind i nogle sorte, stikkende øjne. Hun mærkede pludselig alt håb svinde ud.
‘Nej frøken Primavera. Den gode Dio skal nok tage sig af din ven.’ hvislede Il Assassino og borede fingrene ind i hendes skuldre. ‘Vieni con me.’
Den unge kvinde rystede på hovedet med tårefyldte øjne, og hun kastede et sidste blik imod Giovanni Storari. Den gamle kunstners blod malede nu broens sten røde, for derefter at dryppe fredeligt ned i kanalens mørke vand. Kort efter hendes bortførelse lød der et hjerteskærende skrig fra Ponte de Rialto.