Han ville det ikke altid, ville ikke være andet end blot en mand; dén rolige kæmpe folk kendte ham som. Ville ikke, nej, men undslap det ikke, det vidste han kun alt for godt.
Hvad nu hvis alting kun var en drøm, et ridt af de værre af marens. Så ville han kunne vågne op og slutte sig til standardfolket, bare flyde med strømmen, uden at have dette i sig.
’Se ad, om du kan gætte mig!’
Men vennen Claude kiggede kun forvirret rundt i det tyste køkken, var nær faldet ned af stolen, som dén sæk kartofler han ind imellem kunne imitere med sine alt andet end graciøse bevægelser. Så Didier sukkede, havde vel håbet på, at han uden ord kunne åbne øjnene på bare en enkelt person i dette forbandede jordiske liv. Slippe for at bære byrden alene.
”Hørte du det også??” lød Claudes forskrækkede, lønlige hvisken henover det stakkels splintrede langbord, hvor lanternen syntes at flakke leende på Claudes bekostning, for ilden derinde kendte husherrens hemmeligheder, kendte hans skygger på vægge og loft.
Didier sukkede igen, sippede af vinen i det bulede tinkrus og slog blikket ned, for nej, Claude; havde ikke hørt andet end din fjollede bemærkning!
Så måske skulle man forsøge sig igen…
’Løb, Claude! Som var den Onde selv i hælene på dig – løb!’
Jo, nu faldt han ned af stolen, den godmodige Claude, lignede dét gespenst, der aftenen før havde haft brug for trøstende ord i vinden. Han larmede endda ligeså meget som en sæk kartofler, men Didier blev ved at påstå, at han ikke selv havde bemærket det mindste.
”Nu rabler det for dig, Claude!” vrissede han af den skrækslagne nede på gulvet, rystede opgivende på hovedet af ham. Hvornår gik det op for ham?
’Nu rabler det for dig, adamssøn!’
Gid det ikke rablede for nogen af de to mænd, gid man kunne viske det alt sammen ud og bede fader tid stille urene tilbage. Til dengang. Dengang før nogen Begyndelse til Enden for manden i ham. Gid… bare… hvis blot…
Didier havde ikke før nu lagt mærke til, hvor lange og indviklede skridt Claude egentlig kunne tage, lade overkroppen stile mod sit mål, før han næsten selv kunne følge med, forstå hvor vejen gik hen. Han løb – ilede, som mama havde sagt, når nogen skyndte sig at flygte. Så måtte vel selv døje ensomhedens kappe igen.
"Det ser ud til det kun er dig og mig tilbage, lille flamme…"
Han løftede kruset i en tavs skål til skyggerne, og skyllede vinens sødme ned, for måske lå der et orakel på bunden af tinkrus.
’Salùt, mon ami… ned med djævelskaben!’