"Du burde vist have et lånerkort," sagde sygeplejersken, Majbritt.
Jeg kiggede op på hende med et spørgende udtryk.
"Ja, altså," fortsatte hun, "Fordi du kommer her så ofte. Man skulle jo næsten tro, du var forelsket i mig." Hun smilte.
Jeg grinte kort og svarede "Ja, det kunne næsten se sådan ud."
Desværre var det så også bare sandt. Jeg kunne virkelig godt lide Majbritt. Så meget så jeg nu næsten havde ugentlige besøg på skadestuen på statshospitalet, hvor hun arbejdede
Det hele startede med, at jeg rent faktisk var kommet til skade ved et uheld. Jeg var faldet ned af en stige, mens jeg lavede noget havearbejde for min søster og revet en flænge i armen, som jeg skulle på skadestuen med. Dér var det, jeg mødte hende for første gang. Mens hun rensede mit sår, kunne jeg ikke få øjnene væk fra hendes ansigt. Hun kiggede op fra såret og smilte til mig. Jeg blev genert og kiggede væk. Det var den samme følelse, som da man var lille og stirrede på de voksne omkring én, og de så lige pludselig kiggede tilbage og smilte. Det var den dag jeg faldt ned fra stigen. Det var den dag jeg faldt for Majbritt. Da var det, jeg tog min beslutning. "Til sidste blodsdråbe!" Jeg ville gøre alt for at komme til at se hende igen.
Man kunne selvfølgelig ikke blive ved med at falde ned af stiger. Efterhånden måtte jeg blive mere kreativ - specielt efter min søster ikke ville have, jeg skulle lave mere havearvejde, da jeg altid endte på skadestuen. Man kan også komme på skadestuen, når man falder på cykel, skærer sig i hånden, mens man laver mad og sågar, hvis man går tilpas hårdt ind i et skilt.
Det kunne selvfølgelig ikke fortsætte, og efter at have fortalt en ven om situationen og fået rådet om bare at sige det til Majbritt - noget der lød let, men faktisk var ret svært - besluttede jeg mig for at gøre forsøget. Hvilket bringer os til idag.
"Øh, du øh, Majbritt," startede jeg. Hvis ikke man kan andet, kan man da altid lyde som en teenager med stemmen i overgang og det helt forkerte hår.
"Ja," svarede hun og smilte.
"Kunne du måske tænke dig at gå på en date med mig?"
"Ja, det lyder da meget hyggeligt."
Virkelig? Var det bare det, jeg skulle have sagt?