Jeg kan hjælpe dem omkring mig. Jeg kan hjælpe de sultende børn i Afrika med en enkelt tekstbesked hver måned. Jeg kan hjælpe den ældre kvinde på vejen mod bilen, da jeg ser hun ikke kan løfte de tunge poser hele vejen ind. Jeg kan hjælpe, jeg kan hjælpe, jeg kan.
Jeg kan ikke så meget når det omhandler det "jeg", jeg konstant bruger, når jeg bruger "hjælp" i min sætning. For jeg har brug for min mor, der tager form som hjemmehjælpen, når hun kommer med mad hver torsdag der blot fodrer idéen og realiteten om den magtesløse svækling jeg allerede er blevet til.
Jeg ved godt jeg burde stå op for mig selv, og huske alt det jeg i virkeligheden kan. Men jeg har bare andre prioriteringer, og det må engang imellem vel også være okay, må det ikke?
Hvad er det ellers forventet, at jeg gør? For jeg har altid været en karrierejæger. Jeg har jagtet formuen, og skyndt mig frem i systemet fyldt med højtragende mænd, med halvmåner. Kvinder med pager, hvor man næsten er sikker på brillerne ikke kan sidde længere ude på næsetippen. Og til sidst lille mig. Jeg har gennem hele min opvækst, ja hele min skoleoplevelse, siddet der som et misfit blandt dem, der altid var lidt større, og altid var lidt klogere. Dem der altid så sig en gang mere over skulderen, og dem der altid tog den ekstra chance, som resulterede i deres nuværende formue, og succes i livet. Ja, hvor blev min af?
Hvad med de chancer jeg tog? Hvorfor endte de ikke som succes og stjerner. Var jeg for storslået eller for sensitiv? Var jeg magtesløs eller var det idéen om magten, der gjorde mig det?
Jeg kan hjælpe dem omkring mig. Jeg kan hjælpe mig selv. Jeg vil hjælpe mig selv.