Jeg løber op på siden af hende og får en hånd på hendes skulder. –Forsvind dit svin, råber hun og får min hånd vristet af sig.

Jeg kommer op foran hende og får hende stoppet og taget ordentligt fat med begge hænder og presser hende op af en mur. – Hvad fanden er det for nogle løgne du går rundt og spreder, råber jeg hende lige ind i ansigtet. –Av, det gør ondt, jamrer hun bare. – Slip mig. – Nææ du, siger jeg, det er alvor det her, siger jeg truende, bare for at gøre hende bange.

– Du holder kæft med det, okay? Gør du? Jeg har mest af alt lyst til at tage hende med tilbage i bilen og så køre et sted hen, hvor vi kan være alene, så vi kan hygge os på bagsædet. I stedet giver jeg hende en lussing. Hun skriger. - Jeg siger det til min far, græder hun. Nu truer hun mig. Og det virker. Jeg bliver bange. Jeg skal sku’ ikke have hendes far rendende og forstyrre. Jeg tager endnu hårdere fat.

- Du siger ikke en skid til nogen som helst, vel? Jeg jager en hånd op i hendes skridt. Hun giver et spjæt fra sig. Hun græder. Er tydeligvis bange for mig. Jeg tror på hun vil holde kæft, så jeg lader hende gå.

Dagen efter kommer hendes far ind på tanken. Hold kæft jeg begynder at svede. Han kommer heldigvis ikke ud på værkstedet. Skal bare have diesel på sin Mercer. En af de helt store. En der til gengæld kommer ind på værkstedet er Bruno.

Hans ansigt er ét stort, blåt mærke. Hvad fanden vil han? – Du må sku undskylde jeg sådan tændte af i går, mumler jeg stille. – Det manglede også bare sagde han. - Jeg troede sku’ jeg havde brækket næsen. Den gamle ville sku' melde det til politiet og det hele, siger han. – Har han gjort det, spørger jeg bange. – Næ, jeg sagde det ikke var noget særligt. Det var jo ikke personligt ment, var det, spørger han og kigger grundigt på mig. - Nææ, siger jeg stille. Pyha.