Alle mennesker havde stirret. Gloet. Jeg var sneget mig om til herreafdelingen så de ikke længere kunne se mig, mens jeg spejde efter nogen - i mit hovede var det min mor, de kunne tro hvad de ville.
Jeg er flov. Det er som om de alle sammen ved det, men det må de ikke. Ingen skal nogensinde have det at vide. Jeg sidder på midten af min seng, med de samlede ben hængene ud over kanten. Mine fødder tripper på gulvet, af en eller anden grund er de bare. Jeg kigger på mine bukser. De er ikke G-star, de er fra den lokale genbrugsbutik.
Klokken må være omkring er 17.30 - min mor smækker med døren. Hun har et arbejde, hun klarer sig selv. Det er fint nok, hendes bukser er heller ikke fra G-star. Lige nu er de orange, det ved jeg. Måske skal jeg lave mad. Hun vil slå, fordi jeg ikke har vasket gulvet, eller fordi jeg ikke har sat min skoletaske på plads. Måske med en bøjle, det gør mere ondt end med hænderne. Men nu har jeg en hemmelighed, jeg ved mere end hende. Jeg har noget der vil hjælpe mig i morgen i skolen.
Jeg skal have dansk i morgen. Min lærer har langt, lyst hår. Det er længere end mors, og det ser blødt ud. Hun har nogen gange en pæn kjole på, og jeg kan dufte at hun har en parfume. Jeg ved, at hun har en mand, og et lille barn. Måske er det en pige, ligesom mig. En lille pige der har en mor der går i kjole, og en far der måske også er lærer. I aften skal de garanteret lave mad sammen. Måske skal de have vaniljeis med jordbær til dessert.
Mine bukser har et hul på knæet.