”Vi skulle jo mødes hr. Axelson angående din bog .. jeg husker ikke lige titlen?”
”Det nøgne spøgelse”, hr. forlagsdirektør.”
”Ja, netop. Jeg skal sige dig, det var titlen der fængede. Jeg fik den idé, at det måske kunne interessere dig at besigtige forlagets hvide spøgelser”.
Bag de store hornbriller flik-flakkede de store ugleøjne.
”Titlen skal forstås i overført betydning. Det drejer sig jo om en sibirisk fangelejr ….”
”Aha, en fangelejr, lad mig vise dig forlagets fangelejr af hvide spøgelser”.
Med en håndbevægelse gav han tegn til at følge ham. Vi forlod forkontoret og kom nu ind på en smal korridor med reoler fra gulv til loft på hver sin side. Jeg følte, jeg måtte klemme mig igennem med største forsigtighed. Overalt stak manuskripterne ud som blæksprutte-fangarme.
Vi havde gået ret længe. Det blev mer og mer mørkt og støvet, og jeg begyndte at hoste.
Forlagsdirektøren standsede, trak et manuskript ud fra reolen. Jeg så straks, det var mit. Han sagde.
”Sjovt, at du har kaldt din roman ”Det nøgne spøgelse”. Hver gang jeg går igennem her, så føler jeg, at hvert af disse manuskripter opfører sig som hvide spøgelser, der hvisker, tisker, slesker eller ligefrem skriger til mig. Alle vil de det samme. Tages ud og sendes til en forlagskonsulent og derpå trykkes med en flot forside og ligge i alle landets boglader og biblioteker. Alle vil de ligge med bogryggen i en varm hånd og time efter time kravle længere og længere ind i læserens bevidsthed for blive ét med denne.
Jeg siger så til de ’hvide spøgelser’, at deres chancer ikke er større end en håbefuld sperm, der spurter op gennem vaginakorridoren, hvor alle med undtagelse af én bliver hængende i sidevæggene for at spulet ud næste morgen.”
Forlagsdirektøren sagde smilende: ”Kan du som forfatter ikke fornemme alle disse hvide spøgelser i vaginakorridoren?”
Jeg havde kun tanke for mit eget manuskript.
”Jo, det kan jeg nok, men siden du har indkaldt mig, og du står med mit manuskript i hånden, så er det vel dét, vi skal snakke om?”
”Korrekt. Men nu véd du, hvor det har sin plads.” Direktøren lagde det tilbage.

På cykelturen hjem overvejede jeg, om jeg skulle tage imod tilbuddet som ulønnet korrekturlæser – for at få en fod indenfor, som tilbuddet blev formuleret.