Manden oppe fra kommunen havde noget besvær med nøglen og låsetøjet, men til sidst lykkedes det. Han lagde hele sin kropsvægt bag og skubbede den svære dør op ind til det lille hus.
Jeg kastede et kort blik udover sivskoven til den lille bådebro og vandet – indsnusede lugten af hav og fulgte efter ham ind gennem døren og stod igen som så mange gang før - i stuen hos Silius.

Solen, som kastede sit forårslys ind gennem de to små sydvendte vinduer, tegnede vinduernes gitter på teglstensgulvet og fik rummet til at eksplodere i lys, når de hvidkalkede vægflader i tavs protest og glitrende i alle spektrets farver afviste dens indtrængen.
Stuen virkede trods lyset uvant trang, lavloftet og indelukket. Jeg fornemmede instinktivt, hvad der manglede – Silius.
Hans kæmpekrop og brummende kommentarer havde den virkning alle steder, hvor han opholdt sig. Alt blev større og lysere ved hans tilstedeværelse, og når han forsvandt blev kun hverdagen tilbage.

Jeg kikkede mig rundt i den spartansk udstyrede stue. Her var som overalt i det lille hus propert og pinlig orden – og dog!
Fra gulvet under det blåtmalede bord slyngede et halvfærdigt rødspætte garn sig som halen på en havfrue grønt skinnende op over slagbænken – husets gæsteværelse.
Jagtvåbnende var borte det samme den tyske bajonet – et minde fra Stutthof. Sikkert langt om længe i politiets varetægt, men ellers var intet ændret.
Mellem de to vinduer hang den indrammede plakat af Che. På hæderspladsen over reolen med de sirligt ordnede ringbind indeholdende Siliuses håndskrevne korrespondance og minder fra de mange urolige år rundt i tredivernes Europa kikkede Josef Jernmand med et stille smil på beskuerne, som kunne betragte ham fra to overpolstrede lænestole.
Ovenpå reolen stod den lille radio.Jeg tændte den, og ud strømmede som forventet en spansk talestrøm, jeg ikke forstod, men som Silius beherskede med samme lethed som russisk og tysk.

”Ja! - Nu er huset jo solgt, og når alle omkostningerne er afholdt, skal de overskydende kontanter gå til Mødrehjælpen. Indboet og andre effekter tilfalder så dig”, sagde kommunemanden smilende.
Jeg nikkede.
”Vi havde jo ingen kontakt med den gamle særling. Han afviste alle vore henvendelser, men sådan levede han altså her i byen”, føjede han til.
Jeg så på ham. ”Nej”! Sagde jeg. ”Her levede han ikke – her døde han”.
Han trak chabeso skuldrende op. Takkede farvel og gik.