Den samme drøm som er gået igen og igen i den sidste uges tid, bliver snart til virkelighed, jeg skal ud og flyve. Jeg forstår det ikke, hvorfor er jeg blevet så bange for at flyve? Allerede en uge før flyveturen kan jeg mærke, at min krop forbereder sig på det mareridt der venter forude. Min appetit daler og glæden over at skulle på ferie bliver erstattet af nervøsitet.
Dagen er kommet og jeg bevæger mig ind i flyvemaskinen og kan med det samme mærke, hvordan min krop stritter imod. Jeg kigger efter mit flysæde og finder det. Øv det er en plads ved vinduet. Jeg sætter mig ned og spænder bæltet godt, tager fat i en avis og kigger lidt i den for at falde til ro. Så nu starter flyet. Det bevæger sig stille ud af flækken. Jeg kigger ud af vinduet og begynder at øve vejrtrækningsøvelser. Så stopper flyet, men dog kun for få sekunder for derefter, at tænde motorene for fulde drøn. Nu sker det, nu gør flyet sig klar til at køre hurtigt. Det kører hurtigere og hurtigere.Jeg griber per refleks fat i flysædets armlænde. Det er som at sidde i en rutsjebane, jeg kan mærke en ubehagelig kilden i maven og mærke motorernes kræft i føderne og benene. Flyet begynder at lette og mine hænder blive våde af koldsved, mit hjerte hamre og min mave bliver fyldt med den ubehagelige fornemmelse af rutsjebane tur. Jeg går nærmest i panik og ønsker at jeg var blevet på den faste jord.
Endelig er flyet oppe, jeg kan slappe af, dog skal jeg lade være med at kigge ud af vinduet, for der er langt ned. Nu kan jeg nyde turen, men dog kun indtil vi skal lande. Åh nej tænker jeg, det glæder jeg mig ikke til.