Min farmor og farfar fik seks børn og havde et hus med plads til dem alle. Mange år efter, da alle var flyttet ud og havde fået familier selv, var det hus et paradis for et barn som mig, hvor hvert rum var et nyt eventyr, der kunne udforskes igen og igen.
Der var prinsesseværelset, som var småt, men varmt og lyserødt, med buede vinduer, der altid fik mig til at føle, som om jeg befandt mig i et slot. Der var legerummet med den store dobbeltseng, hvor hvert skab bugnede med legetøj, tusser og slidte eksemplarer af Anders And blade fra 50'erne, som min far engang selv havde bladret igennem. Der var det lille værelse dekoreret med dunkelt tapet fyldt med dyr og en sær lille glaslampe i forskellige farver, der altid gav mig følelsen af at jeg virkelig befandt mig i en hule i junglen. Der var det værelse, min onkel boede i, som var fyldt til randen med spændende skatte fra alle de rejser, han havde været på i hele verden. At være derinde var som at stå i kabyssen på et skib, hvis destination var et sært og fremmedt sted.
Der var den nedsænkende og afsiddesliggende udstue, hvor en anden skjult skat gemte sig: et spinkelt bord i hjørnet, som i virkeligheden var en spillemaskine, når man åbnede låget. Der var den utroligt sarte og smukke japanske dukke, der sad og smilede stille i en sofa i spisestuen. Der var min farfars gamle lægestue, hvor børnebørnene kunne lege med en tavle med linjer af dyr og bogstaver, der blev mindre og mindre som det gik nedefter, og en ældgammel motionscykel, der snurrede sjovt når man cyklede på den.
Men mit yndlingsværelse var altid det, der lå for enden af gangen på 1. etage - det, som kun til nød blev budt til gæster, fordi det eneste, man kunne sove på derinde, var en stor, vamset sofa. Men op ad væggen stod der det største og flotteste dukkehus, jeg nogensinde har set, med tapet, køkken, en svungen trappe, der førte op på 1. etage, og vinduer med hvidmalede vindueskarme. Møblerne var vidunderlige - som den lille, velour-klædte sofa i klassisk svungen 50'er stil, hvis små sofapudder kunne tages ud, hvis Moderen nu ville give dem en tur med sin lille støvbanker.
At min barndom foregik sådan et eventyrligt sted, har jeg altid været taknemmelig for.