Blink.
Cashew følte irritationen vokse i sig.
Blink.
For fak da! Lige siden de havde opgraderet Generation Chip HemiPro 3.2 til 3.3 havde han oplevet disse fakking glitches, som blev ved at trække slør hen over hans tanker. Han blinkede igen, snublede og sænkede blikket for at koncentrere sig om pastichebroen. Elendig belægning. Pastiche var blevet indført syv år tidligere som erstatning for plex. Det havde ganske rigtigt reduceret nedslidningen af folks såler, men blev selv slidt så hurtigt ned, at overfladen blev ujæjn på rekordtid. Cashew lænede sig bagover for at bremse sine sko. Fak! Dér var sløret igen. Han virrede med hovedet og prøvede at rette sin lange, ranglede krop op for at genvinde balancen. HemiPro, min fakass! Chippens opgave var at kalibrere hjernehalvdelene, så de bedre kunne kommunikere. Dette skulle efter sigende mindske outflowet af IT-nyhedsstrømmen, så hjernen bedre kunne adskille bit'ene. Men det funnede ad fak til.
Casthew sukkede. Og blinkede. Og tog sig pludselig til hovedet, da en gennemtrængende smerte skar gennem hans halvdele. Pastiche under hans sko sejlede og overfladens besyndelige mauve farve gled pludselig over i gråt. Den unge mand gispede, da hans knæ hamrede ned i broen. Fak!! Højt pitchede lyde tiltvang sig adgang til hans limbiske system og fyldte ham med bundløs frygt. HvadvardetHvadvardet? Lydene/hylene kom igen. Han rynkede panden i et forsøg på at huske i den desperate tro, at hukommelsen ville hjælpe ham til at fjerne problemet. En gang for længe siden ... på et fieldtrip. ... Dyr? Umuligt. Der var ikke længere dyr i byen. Den skærende lyd holdt pludseligt op, blot for at blive afløst af noget mere forvirrende.
Stemmer! Han hørte stemmer. Forvirrede, vrede, desperate, høje, lave stemmer! Han skreg. Troede han; men han kunne ikke længere høre sin egen stemme. De andre kunne høres. Hele tiden. Cashew stemte sine hænder hårdt mod sine øren. Men de blev ved, ved, ved, ved. Umuligt at holde dem ude; de kom indefra. Umuligt at skelne dem fra hinanden til sidst, indtil...
Han holdt vejret i hvad, der føltes som en evighed. Så trak han det endelig i ét stort rystende gisp.
... indtil en sørgmodig stemme lagde sig om hans sind som et kølnende omslag.
Ecce homo.
Hvad har I gjort?