Fotojagten

Vi står op meget tidligt en søndag morgen. Solen er knapt begyndt at kigge over horisonten, bare i tøjet, få fotogrejet med og ud i bilen. Vi kører stille hen til det udvalgte sted i skoven, går i rabatten af grusstien for ikke at støje. Det vi vil, er at få ”skudt” så mange dyr som muligt samt ellers nyde en oplevelse af de sjældne. Vi finder lysningen, jeg sætter stille stativet op med det forudprogrammerede næsten lydløse kamera på. Vi venter mens fuglene synger i morgryet, vi ligger helt stille, taler ikke sammen og lader skoven beruse os med dens dufte. Lugten af den fugtige arbejdende skovbund dækket med et tæppe af mos er næsten overdøvende, og samtidig krydret med duften af fyrreskov iblandet en anelse harpiks.

Efter en halv times tid går vi længere ind i skoven. Skovbundens mostæppe dæmper vores skridt så meget, vi går lydløst. Fuglene er nu tavse, ikke en vind rører sig, end ikke vore hjerteslag kan vi høre, den befriende stilhed er total. En skovdue synger for med sin kurren, resten af fuglekoret istemmer med hver deres sang, mens spættens hakken i et hult træ akkompagnerer med en maskingeværlignende banken.

Rådyrene og kronvildtet holder sig væk fra lysningen denne morgen, tilbage til bilen, ud af de små grusveje i sneglefart. En hare kommer hoppende ud fra skovbrynet, bilen stoppes, vi bliver siddende i bilen. Stiger vi ud vil haren opfatte os som en trussel, vi er der på naturens betingelser som altid, ikke omvendt. Haren har ikke travlt, jeg knipser løs og videofilmer det bedste jeg har lært. Haren har overhovedet ikke travlt, den giver sig god tid til et støvbad midt på grusvejen som er den en fugl. Efter nogen tid hopper den ind i skoven igen, vi lister bilen videre. Pludselig ser vi spejlet*) på to stykker græssende råvildt, bilen standses atter. Denne gang er jeg en smule kvikkere, jeg sætter nemlig en kikkert op foran linsen på mit lommekamera og kan få zoomet ind langt bedre på rådyrene. De opdager os ikke engang før der er gået et stykke tid, de vender begge hovederne mod os og stirrer lige ind i kameraet. Vi udgør ingen trussel, så de græsser roligt videre. Efter en rum tid er det vores maver som larmer helt ustyrligt, det er tid til at komme hjem til morgenmaden. Bolledejen er slået op, bollerne skal bare lige formes, en tur i ovnen, så er det ellers spisetid.

Dét er én af de morgener vi kan leve højt på længe, til trods for der ikke blev så mange gode fotos eller videooptagelser ud af det. Pyt med det, vi gør det igen en anden gang.