Pigen stod der helt stille på stationen. Hendes hoved var sænket, og hendes lange mørke hår dækkede for hendes smukke ansigt, hun havde en stor grå jakke på, og en flot sort gammeldags paraply, dækkede hendes allerede våde krop for mere regn. Hun stod helt stille og kiggede udtryksløst ud i regnen, regndråberne mod hendes røde kinder fik det til at se ud som om hun græd. Stille gråd. Gråd? Den mørke himmel over hende buldrede, og et lyn skar igennem mørket. Lyse oplyste hendes sørgmodige ansigt. Det jeg før havde syntes var smukt, kunne jeg ingen gang kalde grimt. Hun var ikke grim, hun var grim, hun var ikke smuk, hun var ualmindelig smuk. Hendes helt sorte øjne, lyste af noget andet en liv, måske død? Det var ikke til at se, fordi det var som at træde ind i en verden, af mørke at se på dem. Hvordan at se ind i dem?
Hendes kridhvide ansigt var svagt oplyst af de røde kinder, og hendes læber var helt blege og blå. Hun lignede måske en djævel. Men jeg havde aldrig set en djævel. Jeg havde set det der var værre. Jeg var selv værre.
Det ar nøjagtig som de historier jeg havde læst. Om det, væsen. Men jeg vidste at hun ikke var ligesom dem.
Hvad var jeg måske ikke sammenlignet med hende? Ha. Og jeg som havde undres. Jeg kunne svagt høre den musik hun havde i ørene. Noget jeg aldrig havde hørt før. Aldrig noget lignende. Hun skræmte mig.
Så vendte hun sit blik mod mig, sit sorte blik. Det var værre end at kigge på det, det var en sort styk verden, og det var som om jeg blev hypnotiseret. Så kørte et tog forbi, og da jeg vågnede af den underlige hypnose, og hun var væk!