Amica kammede over toppen af bølgen og vendte stævnen direkte nedad. Hans mave følte som om den var i frit fald et halv sekund, indtil stævnen borede sig ned i havet. Der lød en ordentligt klask, samtidigt med at Amica standsede brat. Han blev kastet fremad og slog brystkassen ind i rattet. Amica rystede vandet af sig og rejste sig i møde med den næste bølge.
Tus mørket var ved at sænke sig, men det betød ikke så meget. Hele dagen havde de sejlet i gråt. Skyerne gik helt ned til vandet. Der var ingen horisont. Faktisk var der ingen ting at se, bortset fra gråt. De havde styret efter GPS og kompasset. Den eneste forskel var, at nu var det mørkegråt, frem for lysegråt. Midt i december og de var ved at sejle en båd tilbage fra tyskland. I frost grader og 15 sekundmeter. Ren idioti, hvilken var bevidnet af isen der sad i hans skæg. Og hans stivfrosne finger, to par handsker til trods.
John var gået nedenunder for et par timer siden, da han havde afløst ham. Der var varme under ruf. Dejligt med 20 grader, den vilde rit til trods. De havde 3 timers vagter. Der manglede endnu en time før John ville afløse ham.
Han stampede i dørken for at få cirkulation i fødderne. I det uopmærksom øjeblik, sprang en kaskade af vand hen over stævnen. Det fløj over toppen af sprayhooden og ramte ham midt i ansigtet. Overraskelsen gjorde at han mistet taget på rattet og Amica straffede ham øjeblikkeligt ved at lægge sig op i vinden. Bommen svang fra side til side og han kæmpede med rattet for at få Amica tilbage på kurs.
”Ska’ du ha’ hjælp?” lød det pludseligt nede fra salonen.
”Nej,” svarede han. ”Jeg har hende. Det var en skæv sø. Læg dig igen.”
”Fand’me svært sådan som hun banker rundt.” kom det fra John. Derefter var der stilhed. Han havde lagt sig.
Lagt sig. Ja, det var det eneste man kunne gøre. At sove var udelukket. Men måske få lidt hvile. Og om en time ville han kunne lægge sig i den varme køje. Han dukkede lidt, da yderligere lidt spray kom over toppen.
Han kiggede på GPS’eren. Tyve sømil. De ville ankomme midt i Johns vagt. Så kunne de prøve at finde havne åbningen i mørket og tågen. Jubiii.
Det var ikke længere mørkegråt. Det var sort. Han skælvede ud i mørket. Han var ikke bange for havet. Han var bange for andre både. Han ville aldrig se dem i dette vejr før det var for sendt. Man skulle ha’ radar, sku’ man, tænkte han. Men de havde kun hans øjne.
Øjne i natten.