Her er varmt... Ikke ubehageligt, klistret, klamt varmt, bare lunt, som en sensommerdag. Loftet er væk, også gulvet og væggene. Jeg... jeg flyver, jeg svæver, jeg ved det ikke engang selv, følelsen er helt fremmed, men den virker alligevel så velkendt og rar. Her er hvidt, helt hvidt, som nyfalden sne. Sne. Ordet virker så langt væk så fjernt, men jeg husker den stilhed der følger med ordet sne.
Jeg glemmer det hurtigt igen, for jeg må kende mere til dette besynderlige, fantastiske, nye sted. Der er ingen lyde, kun en svag summen af velbehag og træthed. Rummet har ingen rytme, det er fredfyldt og roligt. Det gør mig søvnig, så ufattelig træt. Jeg lægger mig og kunne lige så godt være prinsessen i eventyret på alle de fine tæpper og madrasser. Men da jeg falder helt til ro i det stille, lyse rum, er der noget der irriterer mig. Det kalder på mig og vækker mig hele tiden, når mine øjne falder i. Det stikker så underligt i brystet, og bliver værre for hver gang.
Rummet forsvinder og jeg fyldes med vrede. Vrede og gamle tårer, det var nyt. Det var anderledes, det var mit. Jeg ejede det, det der virkede som drømmenes land. Alt bliver sort og rytmen kommer igen, og ødelægger den papirtynde membran af stilhed jeg havde opbygget.
Hvislende slanger snor sig om min krop og hiver mig tilbage til virkeligheden. Det begynder at brænde i brystet og rytmen virker stærkere for hvert sekund der går. Den brændende fornemmelse spreder sig til hver en del af min krop, helt ud i hårrøderne. Jeg lukker forsigtigt øjnene op og ser et hvidt loft. I forhold til før, virker det nærmere gråt, men jeg ved jo godt hvor jeg er, og hvor jeg var. Hospitalssengen virker så hård i forhold til min prinsesseseng. Det er vel sådan det er at dø, tænker jeg. Jeg inprenter alt omkring mig, og reagerer hurtigt med det, jeg ved der bliver, mine sidste kræfter.

I løbet af et halvt sekund sker der mange ting. Læger jubler, og ånder lettet op efter at have reddet et menneskeliv. Pigen de lige har reddet, tager langsomt sin hånd op til gummislangerne overalt på hende, og river til. Hjerterytmen stopper, og hun når lige at smile, inden hun sover fredfyldt ind i det, som lægerne kaldte en tragisk død.