Nala så ud over den øde slette, som skulle forestille hendes hjem. Hvor havde det hele bare forandret sig! Hun huskede tilbage på den gang da kongesletten var grøn og frodig, det var lige før at hun ikke kunne huske det. Overalt hvor hun gik, var den generende lugt af hyæner. Hun hadede hyæner og var også lidt bange for dem. Hun ville aldrig glemme dengang hun og Simba var tæt på at blive dræbt af nogle af dem.
Simba. Hun blev altid overvældet af en følelse af tomhed når hun tænkte på ham. Søde Simba, hvor ville alt være anderledes hvis han stadig var her. Gad vide hvordan han ville se ud? Hun prøvede at forestille sig ham med manke, men det tætteste hun kunne komme på det, var hans hoved med en manke af blade. Det havde de tit lavet sjov med, Simba kravlede ind i en krans af blade og legede at han var en stor og mægtig konge. Hun savnede ham sådan.
Nu kom jægerne hjem, endnu engang uden held, kunne hun se. Hun sukkede, nu kom det sædvanlige udbrud fra Scar sikkert.
,,SARABI!” brølede en uhyggelig stemme over kongeklippen.
,,Ja, Scar?”
,,Hvordan kan det være at I nu 3 dage i træk ikke har haft noget mad med hjem til jeres majestæter?” Sagde han med en hentydning til sin mage, Zira, den modbydeligste dronning de havde haft nogensinde. Flokken havde heller aldrig accepteret det nuværende regentpar, Sarabi forblev dronning i deres øjne.
,,Der er kun ganske få byttedyr tilbage, kan du ikke se at hvis vi bliver er det som at begå selvmord!?
,,I morgen har I bare at få nedlagt bytte, er det forstået?” Sagde han og ignorerede det sidste.
Sarabi sukkede: ,,Ja, Scar.” Og gik så.
Lidt efter gik Nala ind i hulen til de andre. I hjørnet stod hendes mor, Sarafina og Sarabi og snakkede sammen. Hun gik hen til dem.
,,Det er jeg sikker på at Nala vil, hun vil gøre alt for flokken, Sarabi.” Kunne hun høre Sarafina sige.
,,Hvad vil jeg gerne gøre?” Spurgte hun.
,,Vi vil gerne bede dig om at gøre os en meget stor tjeneste. Du ved jo at der næsten ikke er flere flokke tilbage på Kongesletten. Du bliver nødt til hemmeligt, at snige dig ud og lede efter andre steder vi kan jage, du er den eneste der er så god til at liste at du kan komme forbi hyænerne,” sagde Sarabi hviskende for at de ikke skulle blive opdaget.
,,Du er vores eneste håb Nala.” Bekræftede Sarafina.
Nala stod usikker i noget tid og spekulerede. Så bestemte hun sig: ,,Jeg vil gøre det for flokken. Jeg tager af sted i nat.”