Jeg er i et hvidt rum.
Hvorfor er jeg i et hvidt rum?
Jeg læner hovedet tilbage og kigger op. Ingenting. Intetheden strækker sig uendeligt over mig og til alle sider. Men gulvet er stabilt under mine bare fødder. På mine tåspidser drejer jeg mig omkring, fra den ene side til den anden for at sikre mig, at hvordan det end er sket, så er jeg virkelig endt et sted, hvor der bare er mig, mig midt i et hvidt, lysende hav.
Jeg lader mig tipper og falder om på ryggen. Rummet griber mig. Det ene øjeblik er jeg på benene, det næste ligger jeg ned, så enkelt er det. Her er så stille. Rigtig stilhed, ikke den slags, som er fyldt med ord og meninger og et ocean af turmulte følelser, så alting altid er i bevægelse, selv når det ikke ser sådan ud. Derude i den virkelig verden kan et gulv snurre under ens fødder uden at røre sig det mindste, og solen kan brage ned over det sorte tøj, man har på i dagens anledning, uden at man føler andet end kulde. Man kan stå lige ved siden af en voksen mand, man har kendt hele sit liv, og alligevel være lysår væk. Og han kan samtidig veje tungere på dit sind end noget andet i verden. Han kan stå og hamre og banke på dine mure og bede om at blive lukket ind, og du kan have lyst til at åbne døren for ham uden at vide hvordan, fordi du har gemt nøglen for dig selv.
Du kan have et stort, tungt hul inden i dig selv, hvor noget uendeligt vigtigt er blevet revet ud, og stadigvæk stå op om morgenen og gå i seng om aftenen.
Men ikke her. Her findes disse paradokser ikke. Her er kun stilhed, tomhed og lys. Uden bånd, nøgler og spørgsmål. Jeg er alene. Ikke bundet og ikke tynget.
Jeg bliver lidt endnu...