Jeg var i det hvide rum igen. De hvide kolde vægge skar ondskabsfuldt mig i øjnene, og krøb ind under min hud. De var alt for hvide, hvide og så kolde. Det var uhyggeligt, hvordan de bare slimede sig op ad mig, for selv om rummet var stort, på størrelse med et ganske almindeligt soveværelse, så var det som om, jeg kun lige kunne være der. De iskolde vægge gned sig op ad mig. Selv gulvet tærede op min bare fødder, med dets kolde, hvide, betonlignede gulv. Loftet var ikke meget bedre. Det var langt oppe over mit hoved, som stod jeg i en kæmpe sal, dem man så på film. Det var hvidt, som alt andet, men det var af glas. Forbistret hvidt glas som man ikke kunne se igennem. Det fik tomheden til at skrige udholdeligt skingert i mine ører, men samtidig lagde jeg nu mærke til den grusomme stilhed. Der vat intet, intet... Jeg vendte mig om, og pludselig skar et grusomt ansigt lige op i mit, selv om jeg stod flere meter derfra. Det var et maleri, og jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg ikke havde lagt mærke til det før. Rammen var gammeldags, rusten og grim. Men billedet, det var... Bizart, skrækindjagende, og stadig kun et ansigt. Jeg hadede det. Baggrunden var vidunderligt, og jeg kunne ikke lade være med at længtes efter den. Den var dejlig varm, malet i røde, orange og lilla farver. En sød lille gul sol gemte sig oppe i det højre hjørne. Men så kom det grusomme ansigt. Det var makabert, alt for virkeligt, alt for godt malet. Alt for levende. Den ene side forestillede et menneskes ansigt, der blev fortæret op af mider. Råddent, ulækkert kød lagde i lunser rundt omkring de nøgne og kedelige knogler. Ja knoglerne var kedelige, på en makaber, uhyggelig måde, der fik det til at fryse indeni. Øjet var ved at falde ned, blev kun holdt fast af en tynd, rådden trevl kød. Halvdelen af det manglede. Resten af øjet var væk, forsvundet, sikkert til evig tid. Den anden del af ansigtet smilede. Et sindssygt, vandvittigt smil, men det kunne ikke nægtes, at det var et smil. Et glad og uhyggeligt nok, sødt smil. Øjet på denne side af ansigtet var krystal blåt, og smukt. Fantastisk smukt og blåt. Sådan en blå farve der fik en til at tænke på smukke søer en varm sommerdag. En tunge, der hverken var på den ene eller anden side af ansigtet slikkede det op fra hagen, og hen over de kvalmende kødstykker, og det smukke blå øje... Jeg vågnede.