,,…Derfor skal man altid, og jeg gentager, altid have sikkerhedshjelm på når man cykler!” Sluttede læreren. Ikke lang tid efter kunne hele klassen høre en svag snøften nede bagfra. Der begyndte at kunne høres hvisken og mumlen rundt omkring. Læreren beordrede:
,,Kan vi så få ro! Det gælder også dig, Lena!” Og gik videre.
Skoleklokken ringede og alle fór ud af lokalerne. Et lokale blev dog ikke fuldstændig forladt, Lena sad med tårer ned af kinderne bagerst i et af dem. Hun begyndte at hulke højlydt:
,,Hvorfor mig?” I samme øjeblik kom en anden pige ind ad døren.
,,Hey, hvad er der galt?” Lena rystede bare på hovedet og græd endnu mere.
,,Du vil alligevel ikke kunne forstå det,” svarede hun mellem snøftene. Den anden pige omfavnede Lena og vuggede hende blidt frem og tilbage.
,,Så, så. Det skal nok gå, det hele skal nok blive godt igen,” sagde hun med en trøstende stemme. Der gik lidt tid, Lena genvandt da fatningen og sagde:
,,Tak, Julia!” hun svarede:
,,Hvis du gerne vil tale om det, så er jeg altid her for dig, det ved du da godt, ikke?”
,,Jo, tak… Har du nogensinde følt dig total hjælpeløs, selvom at du virkelig gerne vil gøre noget?...” Fortsatte Lena og de snakkede lige ind til klokken ringede.
,,Hey Julia! Ved du hvad??”
,,Nej, men det gør du. Hvad er det Mark?”
,,Min far har endelig fået arbejde!”
,,Virkelig? Ej hvor godt!” Julia nærmest hoppede og sammen tog de sig en lille dans.
,,Det er da bare vildt fantastisk! Så behøver I ikke at flytte! Nej hvor er jeg glad på jeres vegne!! Hvor er det henne? Hvornår skal han starte?” En livlig samtale fortsatte.
En mand kørte op ad indkørslen til et hus, han steg ud af bilen, trak vejret og udstødte et dybt suk. Han tog sin taske og gik langsomt op til huset.
,,Hej far!” Blev han mødt med da han trådte ind af døren.
,,Hej skat!” sagde han med påtaget glæde.
,,Hvordan er din dag gå-… Årh, du ser træt ud, kom med ind i stuen, dit yndlingsprogram er i fjernsynet.” Sagde Julia idet hun kom ud fra stuen.
,,Det var sødt af dig at tænke på mig, skat, men jeg bliver nok nødt til at lave mad først.”
,,No way! Det gør jeg i aften, du ser ud som om du har haft en meget anstrengende dag så du trænger til hvile.” Siger hun og fortsætter på trods af hans protester:
,,Jeg laver altså mad i aften, far!” Med et ’basta’-udtryk i ansigtet.
,,Du er en lille engel! Tak!” Smiler faderen.