Sveden piblede frem i panden på mig, som kom der regn ned gennem taget. Det var varmt, rigtig varmt. Solen udefra trængte sig ind i rummet og sammen med grillen udgjorde det en sauna. Papkasser lå hist og pist på de grå gulvfliser, og jeg stod da også oven på nogle, som lå mast under mine sko. Jeg var i gang med at lave sandwich ude bagved i et lille rum. Der blev ved med at komme kunder ind i restauranten, dét kunne jeg se på overvågningskameraet, der hang oppe under det gullige loft. Loftet ville nok se kridhvidt ud, hvis ikke lampen lyste op. Kniven i min hånd var i færd med at skære brødene over. To brød ad gangen. Det var der nok plads til på de to lange køkkenborde lavet af mat metal. Jeg åbnede den lille sorte grill op og lagde brødene på plads. Havde lyst til at drikke af det orange plastickrus ved siden af mig, fyldt op med vand, jeg var tørstig. Sagde til mig selv, at jeg kunne gøre det efter jeg havde lavet nogle sandwich. Tog brødene ud af grillen, og bredte dem ud på metalbordet. De blev hurtigt færdige. Grillen viste 300 grader. Fik fat i senneppen og lavede strimler rundt på indersiden af brødene. Det sprøjtede op ad væggen og op under hylder, der også bestod af metal. Jeg kom til at ramme en rengjort kasse, så puttede den hen i den store metalvask. Puha, hvor var det varmt. Jeg kunne ligeså godt have stået udenfor i et andet land, der hvor der virkelig var varmt. Så kunne jeg også kigge på palmer, sol og strand. Her var der to små vinduer, højt oppe, med noget for, så man ikke kunne se ud. Overvejede at åbne dem, vidste bare ikke om jeg måtte. Opvasken ovre ved vasken voksede sig større og større. Det var ikke kun mig der fyldte. Det var også de andre. De kom jævnligt ud og lagde ting, og de puttede dem også i den store brummende opvasker. Der plejede ikke at være så rodet. Der plejede ikke at være så mange kunder. Der plejede ikke at være så mange papkasser.
Grillen begyndte ikke at kunne lide mig, jeg brændte mit håndled på den. Skruede lidt ned og hældte koldt vand på mit håndled ovre ved den store vask. Opvasken var blevet mindre, eller nu stod det bare på gulvet. Jeg fik mindre og mindre plads at stå på. Rummet blev fyldt op af papkasser, opvask og madvarer, og de gule vægge blev fyldt med sprøjtende dressing. Snart havde jeg fri fra arbejde. Jeg kunne godt lide mit arbejde, men det var også dejligt at have fri.