Jeg lå med åbne øjne, jeg kunne mærke hvordan kulden stak i mine lår, der ikke var dækket af det tynde tæppe. Jeg kiggede ud af det åbne vindue og kunne se hvordan den sortblå vinterhimmel glimtede. Jeg kravlede ind til Edward, men rørte ham kun flygtigt. Jeg følte at jeg svigtede ham, når jeg havde de tanker.
Jeg vendte hovedet og kiggede på ham, jeg kunne se på hans smukke blege ansigt, hvordan pulsen bankede stille og roligt i hans tindinger. Hvordan kunne jeg svigte ham, han har givet mig sit liv. I takt med at jeg rykkede tættere på ham, kunne man se hvordan hans sanser skærpedes og hans smalle næsebor vibrerede let.
Hvor var han smuk, når han lå der helt salig og fredfyldt - langt væk i tankerne, i fantasien.
I det jeg satte mig op i sengen, lød det hæst:
”Hvad er der galt elskede?”, jeg kunne høre hvordan han stadig var en smule fjern,
”Jeg har bare brug for noget at drikke!” svarede jeg, jeg kunne mærke hvordan min stemme bævrede svagt, men prøvede desperat at styre det. Edward rømmede sig og sagde,
”Okay Bella, men skynd dig tilbage!”, han lød undrende, men som altid fik hans stemme mig til at føle en indvendig varme.
Jeg tog den lange morgenkåbe på, der lå på gulvet, kunne mærke varmen med det samme, det var Edwards gave til mig sidste år. Jeg gik ud imod trappen, men stoppede i døren. Jeg vendte hovedet og kiggede på Edward der lå med åbne øjne og stirrede lige op i loftet. Synet af de dybe eftertænksomme, nærmest triste, øjne gav mig en stikkende fornemmelse indvendigt. Jeg vendte hovedet og gik stille hen imod den store mørke trappe.
Tankerne strøg igennem hovedet på mig. For hvert et skridt jeg tog ned af trappen, kunne jeg se minderne flyve omkring ørene på mig. Jeg kunne høre Edwards mange kærlighedserklæringer. Se hans forelskede blik for mig, hans uendeligt dybe øjne. Jeg gik stille hen ad gangen og følte mig mere lille end nogensinde før, under det høje loft.
Da jeg nåede hoveddøren, greb jeg fat i håndtaget. Det var iskoldt, så koldt at det næsten gjorde ondt. Jeg kiggede forsigtigt ud af vinduet i døren. Vinterkulden blev brudt, af en glødende varme, hans mørke hud strålede. Han stod stille og ventede på mig, han havde ikke set mig. Jeg tog en dyb indånding, holdt vejret og pustede så ud. Jeg kunne simpelthen ikke, jeg kunne ikke se Jacob igen, ikke efter alle de tanker jeg har haft på det sidste. Jeg slap håndtaget igen og gik stille hen imod trappen. Der stod Edward på toppen, tronede som den stille konge.