Hånden med den spidse blyant gik i stå ved lyden af fuglekvidder og biernes summen. Hun kunne ikke vente med at komme ud og opleve alle de ting som bare skulle opleves. Men, hun måtte lige vente til hun var færdig med skolen sagde hun til sig selv og koncentrerede sig endnu en gang om stilen på bordet foran hende. Hende hånd rystede af spænding og hendes ben trippede under bordet. Klokken ville ringe om et par minutter tænkte hun og prøvede igen at svøbe tankerne i stilen. Men noget godt forsøg var det ikke og i hendes tanker hørte hun sig selv tælle sekunderne. ”69, 68, 67, 66…” Vinduet var åbent og en stille brise rev i hendes hår. ”54, 53, 52, 51…” tiden gik langsommere nu. I hjørnet af sit kladdehæfte tegnede hun en blomst og en lille fugl. Hendes hånd gled hen over papiret mens hun let kærtegnede det blank papir. ”33, 32, 31, 30…” Hun kunne høre urets visere tikke og takke og bad til at den ville gå lidt hurtigere. ”19, 18, 17, 16…” hendes tanker stoppede brat da hun hørte klokke ringe og hun styrtede ud af klassen, ud i det fri. Hun glemte sit hæfte og tænkte på Henriksens sure mine når han så det blanke papir. Men hun var ligeglad for i dag var den dag hun havde ventet på. Mens hun løb følte hun smilet i sine ømme kinder og den stille brise var langsomt blevet til en storm i hendes hår. Hun løb så stærkt at hun var lige ved at falde over den store sten som de altid legede skjul ved, men hun var ligeglad! Hun kastede sig på et tæppe af mos og ventede. Hendes hjerte bankede efter den lange løbetur og hun nød at ligge stille et øjeblik. Hun glattede sit kjoleskørt og kiggede op mod himmelen hvor en flok fugle kom hjem fra træk. Hendes dag kunne ikke blive andet end perfekt sagde hun til sig selv mens hendes øjne fulgte fuglene på himmelen. Der var fem eller seks måske og det dannede en pæn bue. Hendes dag kunne gå hen og blive perfekt! Bare Emmeli snart ville komme tænkte hun og så på uret… Hun skulle være her nu!