På vej hen til bilen aflyttede han sin mobil. Han skuttede sig. Kulden havde for alvor taget fat nu. Det havde været en lang arbejdsdag, og det var blevet ud på aftenen. En af beskederne var fra hans mor. En af de sædvanlige jeg-er-helt-ude-af-den-beskeder. Hun havde det med at ringe til ham, når hun havde det svært. Så græd hun i telefonen. Nu var det hans søster, der ikke tog telefonen. Hun var lidt svær at komme til at snakke med for tiden. Måske der var noget helt galt. Moderen var så bekymret. Søsteren og han havde selv fået kontakt igen tidligere på året. Der var gået lang tid, hvor de ikke havde talt sammen. År. Ja, de havde jo egentlig aldrig talt rigtigt sammen på den måde. Det var altid igennem deres mor. Siden han flyttede hjemmefra. Og så ellers til runde dage og bryllupper. Men der kom de heller aldrig frem til noget, der føltes rigtigt. Han kendte hende faktisk slet ikke. Hans egen søster. De havde mødtes på en cafe i København. Bare til en kop kaffe. De talte godt sammen med det samme. En rigtig samtale. Måske den første samtale, de nogensinde havde haft med hinanden. Og det virkede som om, at de havde en masse tilfælles. De lignede måske også hinanden lidt. Han forstod fuldstændig, alt hvad hun sagde og uden nærmere forklaring. Hun tog heller ikke telefonen nu, hvor han besluttede at ringe hende op. Han lagde en besked. "Hej jeg er lige på vej hjem fra arbejde. Det blev sent i dag. Jeg ville bare høre, hvordan det går. Men du kan måske ringe tilbage, når du hører det her". Hun så godt hans nummer på sin mobil. Men hun kunne ikke tage den. Han havde ikke ringet eller skrevet siden den dag på cafeen. Hun vidste, at samtalen igen ville være med moderen som filter.