Folk har en identitet, der kun er karakteristisk ved dem selv og ingen andre. Min identitet? Nej, jeg har ingen. Sådan har det altid været, og hvis det fortsat igennem mit stilfærdige liv vil være sådan, har jeg ikke noget imod det. Nogle vil nok sige, at det er dumt eller direkte irritabelt ikke at have en identitet, men fuck det. Folk kender mig jo, så en slags identitet har jeg da. De kender mig som en stilfærdig kontorarbejder, der sidder foran computeren med sved på panden. Ja, folk kender mig som BM – Hvad det står for, må du endelig ikke konfrontere mig med. Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke mig selv. Jeg har intet navn, ingen benævnelse, når folk vil i kontakt med mig.
Døren til lejlighedsopgangen er åben. Jeg går ind. Mine forældre bor på anden sal, præcis 23 skridt op af den hårde stentrappe. Jeg snegler mig frem, mens mine hænder arbejder sig hen af gelænderet, der med sine år er gennemråddent indeni.
Da jeg kommer op, ser jeg, at døren står åben på vidt gab. Jeg står stille, tøver. Hører pludselig mine forældre snakke derinde i en fast tone:
”Vi kan da ikke blive ved med at skjule det, Leif. Hans mor ringer konstant og spørg, om hun må mødes med ham. Vi kan da ikke...”
”Sssshhh,” snerrer han, ”det skide kvindemenneske skal ikke mødes med vores søn!”
”Det er ikke vores søn,” råber hun. Hendes stemme fortoner sig ned gennem lejlighedsopgangen og lyder som et ekko i mine øre: Det er ikke vores søn.
Jeg tager mig til ørerne. Vælter ned af trappen i desperation. Smadder kroppen ind i gelænderet, der næsten giver efter og derefter ind i væggen. Tiden går langsomt. Pludselig er jeg udenfor. I det fri. Luften er skarp, en skarp vintervind hyler i mine ører. Det er ikke vores søn...
Folk vrimler omkring mig. Nogen kigger forskrækket, andre mistroisk, en tredje bekymret. Jeg snapper efter vejret. Som om min lufttilførsel er tilstoppet med et eller andet. Pludselig ser jeg et lys foran mig komme nærmere med stor fart. Det må være himlen, der kommer, tænker jeg, idet bilens kofanger støder ind i ribbenene på mig.
Jeg har en identitet. Jeg har et navn. Der er en, som har sendt mig til verdenen. Når jeg ved det, kan jeg trygt ligge mig til at sove, hvorefter jeg aldrig vågner igen...