I det mørkeste hjørne har jeg altid befundet mig bedst. Ude af lyset og yde af syne.
Jeg lever i samfundets slumkvarter, som såvel klorin-blegede overklasseløg, som overdimensionerede orangeklædte skraldemænd, ikke engang skænker et enkelt nedladende blik.
Jeg lever et slaveliv. Jeg knokler for at overleve og den eneste løn jeg får, er endnu en dag i dette hul. Måske en ny seng, i form af en kasse fra 3. etages nye fladskærm.
Jeg har ikke fri når månen overtager, tværtimod, da begynder arbejdet for alvor. Kampen imod kulden, den dårlige ryg og alle kvarterets dårligdomme.
Når øjnene endelig lukkes flyver tankerne tilbage til de varme stuer, til dengang hvor jeg med foragt kiggede på de sølle mennesker, der stod under broen og varmede sig ved den brændende olietønde.
Dengang så jeg dem som, ridser i lakken på den smukke bil, som jeg kaldte mit liv og min gloværdige karriere.
Idag kalder jeg dem sjælefrænder, de forstår om nogen den smerte man bærer, de minder som forfølher en og det savn, der hele tiden får mørket til at sortne.
Når jeg tænker tilbage på mit liv, kommer jeg tit til at spekulere på, om det ville have ændret noget hvis jeg også havde stukket hovedet i en spand med klorin og købt mig til lykken, som sælges både i pilleform og kan optages i enhver bank, uden at stille sikkerhed for den. Skulle jeg have tænkt mig bedre om og tænkt på udstråling og image, istedet for at satse mit liv og min energi i et firma, som åbenbart ikke holdt vand.
Når man er ulykkelig søger man hele tiden at finde ud af hvad lykke egentlig er; er det penge, popularitet, stillingsbetegnelse, et godt sexliv, en ung kæreste, magt eller er det egentlig bare et sted at sove?
Lige nu er lykken det tæppe, som kineseren oppe på 5. sals hund har tisset på, for det er min dyne i nat.
Jeg lukker nu øjnene igen og sætningen bliver ved med at køre: "hvad er lykke egentlig?".