Jeg lå en en tryghed, og en sød duft af vilde blomster strømmede rundt om min alle mine sanser, jeg følte varmen, hørte musikken, smagte blidt på den friske dug. Kunne jeg mon se denne magi? Jeg åbnede øjnene, og lagde mærke til at jeg lå en en grøn skov. Rundt om mig tusindvis af vilde blomster, der svajede i den stille vind. Fugle over mig, og store robuste træer så langt mine øjne kunne række, over dem en silkeblå, perfekt himmel, der virkede endnu blødere end det dejlige tæppe af mos jeg lå på.

Jeg rejste mig op, gik prøvende et par skridt ind i denne denne uvirkelige virkelighed. Min krop var så let som en fjer, og gik langsomt, dybt ind i denne dejlige skov. Jeg kiggede rundt på smukke dådyr, vilde, dog så tamme. Jeg rørte ved den bløde bark på træerne, og sang med fuglene.

I et sekund var trygheden væk. Skoven blev mørk, jeg frøs, jeg var sulten og våd. Regnen stormede ind mod mig. Jeg lænede mig op af et træ, rejste hænderne op imod mit ansigt, prøvede at beskytte mig mod de kviste og blade der ramte mig. Jeg anstrengte mig for at se hvad lå og lavede de sukkende lyde, man dårligt kunne høre i den susende vind. Prøvende lod jeg mine hænder søge i skovbunden, våd af mudder, indtil jeg rørte ved noget koldt, dog blødt, og levende. Jeg mærkede pulsen slå under den hud jeg rørte ved. Mit hjerte hamrede hårdt i brystet, min hals gjorde ondt da jeg prøvede at få ord frem. "Hallo?". Pulsen blev svagere på dette menneske der lå ved min side i dette maredit. "Undskyld, Kristine, men nu kan jeg ikke mere." Sagde mennesket som jeg ikke kunne huske hvem var. Ja, jeg kunne ikke engang huske hvordan jeg kom hertil, eller hvor lang tid siden det var jeg sidst havde spist. Lige nu kunne jeg kun huske den dejlige trygge skov, så meget anderledes fra denne, og da jeg lukkede mine øjne igen, brugte jeg mine sidste kræfter til at føle den dejlige duft af vilde blomster igen.