Bilen smadrer ind i væggen på den gamle lagerbygning. Kvinden i bilen sidder helt ubevægelig i noget som virker som flere minutter men som i virkeligheden nok kun er et par sekunder. Så er menneskerne der, skrigende kvinde og råbende mænd. Ring efter en ambulance er der en som råber, ring 112 skriger en anden. Og der, på bagsædet længst mod højre sidder Nina. Nina som kun er 9 år men føler sig ældre.
Nina som alt for tit har været nødt til at hente lillebror Mike i børnehaven fordi mor havde fået ”migræne”. Lillebror Mike sidder på forsædet i barnestolen. Han skriger, højt. Nu kommer ambulancen, babu babu. Så på sygehuset hvor ”socialen” kommer. Nina kender godt disse mennesker, de kom og så deres lejlighed, undersøgte dem og snakkede med hende, så gik de igen med bekymrede ansigtsudtryk. Nina ved godt hvad hun skal gøre når de kommer, hun skal fortælle dem hvad de gerne ville høre, smile og se glad ud. Lillebror lider jo så forfærdeligt af kolik, derfor han skriger. Men når socialen gik igen, så vidste Nina igen godt hvad der var i vejen med ham, han var sulten. Det var hun også. Noget så forfærdeligt sulten! Nu kommer politiet. Nina skal fortælle hvad der skete, mors hjernerystelse er for slem. Nina fortæller at mor snakkede i mobil, ikke så den modkørende bil og da hun så det var det for sent, hun kørte ind i muren da hun forsøgte at undgå sammenstød. Sandheden kan hun fortælle, så længe mor ikke har forbudt det. Det er forbudt at sige sandheden om mors flasker og manglen på mad. Nina sidder der ved siden af mor mens politiet snakker med hende. Mor skal med dem, i retten, får en del år. En sygeplejerske ser hende, åh nej og ae, ae og så ind i et andet rum hvor lægen venter. Lillebror skal skannes, fordi han skriger sådan. Nina siger intet om maden, det er forbudt, men hun tager med til skanningen. De kommer til skanneren, og manden som styrer den, åh det var da også uheldigt og åh nej åh nej. Men da de kommer ud, hvisker manden med lægen og hvisker og hvisker og panderynker. De går tilbage til stuen, lægen og sygeplejersken snakker, held i uheld, skanningen viste ellers aldrig opdaget svulst om leveren, sjældent, reddede Mikes liv. Midt i det hele sidder Nina, alene.