Hvorfor er det så svært at tale sammen og forstå hinanden og give hianden mening med livet spørger jeg mig selv. Hvorfor forstår ingen mig, fordi jeg er da helt lige til ? Skal jeg lave en ordbog, så jeg er til at forstå og man ikke behøver at gøre mig ondt, fordi jeg er uforståelig? Tænker på Vita Andersens bog " Hold kæft og vær smuk" og Pat Barker " Union street", og hvordan det kan være held og uheld kun at være sig selv, når ingen alligevel vil forstå hvem man er ...Når intet i ens liv har været, som det burde være efter de faste og helt afsatte rammer, som alle lever efter. Det har man jo ikke selv valgt, fordi man har ikke selv bedt om at blive født og med de vilkår man nu får og man kan ikke ændre ens skæbne i den retning. Men man kan bryde mønsteret og at man møder modstand kan så være held i uheld, fordi det gør en stærk og man lærer at kæmpe og forsøger hele tiden at få tro på sig selv og overvinde sin manglede tro på man kan selv om man ikke er rigtig og man ikke ser rigtig ud og man ikke kan sige de rigtige ting lige meget hvordan man så end forsøger og kæmpe for det.
Jeg ville ønske jeg gude smuk for en dag og den klogeste pige for en dag, og kunne se hvordan forskellen var og jeg er sikker på at fik jeg lov at prøve dette, så ville jeg på ingen måde misunde dem, fordi de har en kamp for hele tiden at være smuk og klog, mens jeg kan nøjes med at være mig. Så det er mit held i uheld...at være mig..