Sneen ligger solidt og dækker det svenske landskab. Vi er på vej hjem fra den store fjælde. Vi kører på hovedvejen. Han sidder bag rattet og fokuserer på det smukke hvide landskab. Jeg sidder på passager sædet til højre for ham, og læser op af internettets utallige mange bud på pigenavne.
Jeg kigger op fra skærmens dulmede lysbilleder, imens jeg nævner navnet "Nova". Jeg ser et rensdyr længere fremme, som der bevæger sig ud på vejen. Jeg drømmer stille hen i min iagttagelse af det smukke dyr. Mon det er på denne tid af året, at de parrer sig?
Jeg vågner fra min dagdrøm igen og kigger over på ham. Han stirrer ud af forruden, med et noget bekymret ansigtsudtryk. Jeg vender blikket forud igen og ser at vi nærmere os rensdyret i en hastig fart. En for hastig fart. Han prøver at styrer bilen uden om det destruerende store dyr, men han er som frosset til sit blik. Han prøver, men hans arme og hænder bevæger sig ikke.
Jeg griber ud efter rettet imens jeg mærker, hvordan Nova sparker foruroligende på indersiden af min mave. Mit greb om rattet resulterer i, at vi vellykket passerer det nordiske og store dyr.
Jeg kigger over på ham igen. Hans ansigtsudtryk er ikke længere præget af et bekymringsværdigt udtryk, men snarer af et lettet og taknemmeligt udtryk. Han behøver ikke at sige noget. Jeg ved, at hans forandrede blik, signalerer "tak" til mig. Et tak, for at have reddet os. Et tak, for at have reddet Nova.