Jeg står i læ for skybruddet under en lille baldakin. Regnen trommer hektisk på den udspændte dug over mit hoved og minder mig om dengang jeg som barn lå i telt i regnvejr. Dengang syntes jeg det var hyggeligt…
Jeg skutter mig en smule. De bare arme og nederdelen virkede som en god idé da jeg tog hjemmefra i formiddags, men regnen har bragt en rå og lidt koldere luft med sig. Min jakke ligger ca. 5 meter oven over mig, inde i Milles lejlighed. Mille er ikke hjemme.
Jeg var nået helt ned til stationen, da jeg opdagede at jeg manglede min jakke. Min dejlige varme jakke med mine nøgler, pung og mobil i lommen. Dumme, dumme mig. Lige så snart jeg opdagede min brøler, skyndte jeg mig tilbage til Mille. Jeg havde håbet jeg kunne nå at fange hende inden hun tog af sted. Det nåede jeg selvsagt ikke og her er jeg så.
En mand kommer løbende. En udfoldet avis udgør hans paraply. Han skynder sig ind under min baldakin og sænker avisen. Den bliver stukket ind under hans ene arm. Så ryster han sine våde hænder.
”Hold da op, sikke et uvejr”. Han vender sig og smiler. Der er noget bekendt ved ham. Han kigger undrende på mig et øjeblik og udbryder så:
”Anna, hold da op, er det virkelig dig. Det er mig, Martin, fra gymnasiet.” Jeg ser forbløffet på ham. Martin, min bedste ven fra gymnasiet. Martin som jeg var hemmeligt forelsket i dengang. Han smiler, ser stadig godt ud. Jeg smiler tilbage til ham.
”Du var måske også uheldig at blive fanget af regnen?”
”Ja, det kan man vist godt sige, ret uheldig faktisk. Den korte version er at alle mine ting ligger låst inde bag det vindue deroppe,” – jeg peger, ”så jeg er strandet her indtil min veninde kommer hjem.” Han så ud til at overveje situationen et kort øjeblik.
”Jamen må jeg så ikke byde dig på en kop kaffe, måske på cafeen overfor os. Du ser ud som om du fryser.” Jeg smiler overrasket til ham.
”Jo tak, det ville da være dejligt.” Impulsivt griber han min hånd og kigger på mig.
”Det her burde vi have gjort for 15 år siden.” han griner til mig og så løber vi. En flok sommerfugle letter i maven på mig. Måske var det held i uheld at jeg glemte den jakke…