Hvor heldig kan man være, hvæser Hanne, hun er lige faldet i en hundelort og finder en tokrone lige ved sin side.
Den bruger hun til at skrabe noget af det værste lort af med. Især det på siden af skoen. Da hun skal til at smide den væk, kommer hun i tanke om, at måske den virkelig betyder held. Så frem med tasken, fiske en Kleenex op og blanke tokronen.

Selvfølgelig kommer der en flot fyr lige imod hende næsten øjeblikket efter.
Ah, ha, den lykkeskilling er der fut i, siger hun smilende hun til sig selv, og tøver ikke et sekund med at sige ja til en lille tur i skoven. Det kalder han det, som bliver til ni måneders ventetid og lille Hans.

Hvad så med store Hans? Han står skam og hænger bleer op, og siger, han aldrig har fortrudt den skovtur.
Så fortæller Hanne ham for første gang om den lorte tokrone.
”Vidste ud, at det hele startede med en hundelort?”
”Ja, for den tokrone mangler jeg endnu.”
Hanne fisker tokronen op af sin taske:
”Den har du så her, så lille Hans kan få en lille Hansine næste gang, vi skal i skoven.”

Hans hænger den sidste ble op, og ni måneder efter …. ja, hvad tror I?
Får lille Hans sin lille Hansine? Næ, han får tre.

Da lille Hans så skal konfirmeres, tror I så ikke, han falder i en hundelort lige udenfor kirkedøren? Men det finder hans far hurtigt råd for. Fisker tokronen op af sin pung, og skraber noget af det værste lort af med den. Især det på siden af skoen. Det koster et nystrøget lommetørklæde.
Så trykker han tokronen i hånden på sin søn og siger: ”Held og lykke, min søn, nu skulle den have kraft nok til endnu et par vellykkede skovture.”