Hun sidder og ser fast mod den anden væg end den, hun har ryggen til, på Hovedbanegården. En masse spor ligger ved siden af hinanden og hun har et fast tag i sin taske, den er hende kær og hun ved godt, hvad der kan ske på en banegård. Tasketyverier, nej tak herfra!
Han sætter sig ved siden af hende og tænder sin smøg, mens han flytter benet op, så anklen hviler på knæet. så skæver han til hende og finder pakken med cigaretter frem igen samt lighteren.
"Vil du have en smøg?" Hun ser på ham med et hårdt, bidende koldt blik. "Nej tak, jeg ryger ikke," svarer hun tørt og ser mod den anden væg igen. Han putter pakken tilbage og begynder at rode med sin mobil, taster et nummer ind på skærmen og ringer op. "Jeg kommer sent hjem. Nej, jeg er på Hovedbanegården," diskuterer han med den, han ringede til. Hun skæver mod ham, hendes hvide krøller afslører hendes alder og hun har forsøgt at gemme de fleste i hatten, der sidder på skrå. "Det kan du sgu selv være, lede so!," afslutter han sit opkald og ser mod hende. "Kvinder," fnyser han og sender en spytklat mod skinnerne, før han stikker smøgen i munden igen.
Efter et stykke tid, ser hun på hans spytklat, så på ham og svarer surt tilbage; "Så slemmer er vi heller ikke. Hvem var det, der tilbød sig, dengang tyskerne indtog Danmark? Kvinder. Hvem er det, der tilbyder sig selv, når man intet andet job kan få? Kvinder.," begynder hun sin opremselse over hvad kvinder egentlig har gjort og han fnyser højlydt, så dem bag dem og foran dem og ved siden af dem vender sig mod ham for at finde ud af, hvad han sagde. "Som om. Det er for det meste mænd, der gik ind i modstandshæren ifølge historiebøgerne, det er for det meste også mænd, der går ind i hæren i det hele taget, så tag liiiige en slapper, moster." Hun fnyser surt og han fnyser tilbage med et lille smil. De fortsætter med deres kamp om det kraftigste fnys til toget kommer...