... At hver gang jeg skal til lægen, er det enten for at blive undersøgt med det rædselsfulde stetoskop eller fordi jeg skal stikkes i? Jeg hader at blive stikket i, det er udholdeligt, det gør ondt og det er for det meste meget skræmmende. Jeg husker tydeligt de sidste gange, hvor jeg er blevet stukket. Fy for den, aldrig mere og alt det pjat.
Venteværelset ligner en stue til omkring ti mennesker, men har blade til kun fem, de fleste er for voksne, Femina, Alt for damerne, aviser, kedeligt stads, som kun voksne vil læse, og så en enkel Anders And eller to og en jumbobog til børnene, legetøj til de alleryngste(Hvilken plage, hvor er der dog den gameboy for min størrelse..?!) Der sidder et par forældre og deres børn i venteværelset, en mor med sin lille søn og en far med sin søn, der er kommet til skade på knæet og skal have det undersøgt. Moren sidder og forsøger at få sin søn til at holde op med at skrige. ".. Bare rolig, det går vel nok, lille skat.," siger hun puslende om det stakkels kræ, han skal vel have samme tur som jeg. Sønnen til faderen har lettere røde øjne efter bravt at have forsøgt ikke at græde, og jeg beundrer lidt hans mod over ikke at sidde og ryste af skræk som jeg.
Endelig bliver det min tur, jeg rejser sig med min fars kone og styrer ind mod lægen, min bror og far er allerede blevet kaldt ind til en anden, han skal også vaccineres. Da vi kommer derind, protester jeg ikke, da han gør nålen klar, fascineres jeg, men lige så snart han vender sig mod mig med bæstet, tager fat i min arm og er lige ved at stikke, hyler jeg op, græder af frygt og gemmer mig under en stol. Aldrig i livet om han skal stikke mig med den tingest, minderne er vendt frygteligt tilbage. Jeg vender og vrider mig, presser mig ind under stolen og flygter fra den med opspilede øjne, slår ud efter ham, vifter nålen væk og skriger grædende 'Jeg vil ikke, jeg vil ikke!'
Men efter noget tid, hvor slaget den dag var vundet, tager vi derop en anden dag og jeg stikkes mod en is.. Så typisk af mig, at blive bestikket er noget af det bedste jeg ved mod sådan et mareridt.. Suk!