Husk det nu, havde hun sagt og han havde loyalt nikket.Jeg husker det helt sikkert, havde han svaret efter den febrilske, nervøse nikken. Er du nu helt sikker, havde hun spurgt og han havde rødmet muggent. Selvfølgelig, sagde han stolt, hvis ikke jeg husker det, så må du give mig en straf.
Han glemte det alligevel. Han sad i klassen, huskede på det, da læreren uventet smed sine bøger på bordet. "Læg alle andre tanker væk," havde han sagt højt, "Nu gælder det grammatikken!" Og han havde, som altid når læreren sagde sådan, smidt alle tankerne væk, også det han skulle huske, og nu var han på vej hjem med hænderne stukket dybt i lommerne og med skuldrene godt op til de røde, kolde kinder.
"Hvor er din lillesøster?" Hans mor ser på ham med armene i siden, hun havde været til møde hele aftenen, hans søster og han skulle passe sig selv, og han ser mod hende med et forbløffet blik. ".. på sit værelse?," forsøger han og hans mor ser efter hendes sko i gangen. "Hendes sko og overtøj er her ikke. Hentede du hende ikke i børnehaven, som du lovede, at du ville huske?" Hun ser på ham med et alvorligt blik og han trækker på skuldrene, før han sætter sig på kanten af sofaen. "Jeg glemte det, tror jeg. Men det var Jørgen, der.." "Helt ærligt, sådan noget glemmer man da bare ikke!," skælder hans mor ud og tager telefonen, trykker nummeret til den ledende pædagog ind. "Det er Britta, Alices mor. Jeg ringer for at spørge, om Alice er hos dig? Janus glemte at hente sin lillesøster og..." Hans mor stopper op i samtalen og taber røret med et tomt blik og opspilede øjne. "Hvad er der mor?" Han rejser sig fra sofaen og lægger en hånd på hendes arm. ".. Han har taget Alice," gisper hans mor.....