"Mon jeg kunne sidde her?"
"Ja, nu skal jeg flytte mine ting, så der er plads."
"Tak, skal du ha'. Det er godt nok koldt i dag."
"Ja, det må man sige."
"Ja, jeg er jo ikke så vant til at tage bussen, men i dag er det nu for koldt til at gå."
"Det er i hvert fald meget koldt."
"Ja, selv med hue og vanter på kan man godt mærke, at vinden bider i kinderne. Du må da også fryse med de bare hænder?"
"Jeg har vanter med. De ligger i min taske."
"Nåh, det var godt. Det duer ikke, at man sådan går og bliver syg på den her tid."
"Nej, det ville være ærgerligt så tæt på jul."
"Lige netop. Lige netop. Næh, se nu. Der er åbnet en bager på hjørnet. Sådan en lå der også, da jeg var barn. Ja, jeg boede jo lige her nede af en af sidegaderne."
"Okay."
"Og så gik jeg i skole derinde."
"På Kjærsgårdsskolen?"
"Ja, dengang hed den jo Skt. Lukas' skole, men det er vist de samme bygninger. Nåh ja, undtagen den der store bygning. Den er vist fra efter min tid."
"Den er også ret ny."
"Ja, ja, man er jo nødt til at udvide, så der bliver plads til alle børnene."
"Ja, det er man jo."
"Ser du, jeg gik der jo kun til syvende klasse. Så blev jeg ung pige i huset hos præsten og hans kone."
"Okay?"
"De var nu så rare. Ja, altså, der skulle jo stryges så frygteligt mange skjorter, men ellers var det nu ikke så værst. De havde to små piger med langt lyst hår, som jeg skulle få op og i tøjet hver morgen. Og den yngste, hun ville nu ikke så gerne have redt hår, men det sagde jeg til hende: "Det skal du. Man kan ikke tage hjemmefra med sådan en fuglerede som frisure.""
"Det kender jeg godt. Min søster er heller ikke så meget for at få redt sit hår."
"Hov, nu skal jeg da lige være vågen, jeg skal jo af her. Ka' du nu ha' det så godt, min ven."
"I lige måde."
"Jo tak, jo tak."