Jeg kan tilslutte mig både Marianne og Syrenes råd.
Nogle gange handler det bare om at få projektet lidt på afstand, eller skrive sig tom for alt muligt skidt, der ikke har noget at gøre med mit primære skriveprojekt. Og jeg gør alt fra at bruge den næste uge på alt andet end at skrive selv (rydde op og gøre rent, gå ture, læse etc.) til at skrive dagbog, skodnoveller, som ingen (mindst af alt mig selv) nogensinde vil gide at læse eller bare skrive mig tom for ord, uden sammenhæng uden mening, bare skrive ord som de kommer til mig, til der ikke kommer flere ord.
Jeg tænker dog ikke, at skriveblokeringen opstår ud af ingenting. Den er som regel et tegn på, at der er noget galt. De der pauser væk fra det primære projekt kan hjælpe en med at lettere at få øje på problemet, når man kommer tilbage til det.
Jeg havde fået skrevet knap 100 wordsider i en roman henover sommeren, og gik fuldstændig i stå, da jeg ramte september. Jeg tog 1½ uges pause fra det, og da jeg vendte tilbage til det, var jeg klar til at indrømme, hvad jeg et eller andet sted hele tiden havde vidst var problemet, nemlig at en af mine karakterer var forkert bygget op, hvilket gjorde, at hun var svær at tro på og virkede forceret. Det resulterede i, at jeg begyndte helt forfra. Nu er jeg nået til samme punkt i plottet (og er meget mere glad for det, jeg har, end jeg var før) og jeg har indset, at der var endnu en grund til, jeg gik i stå lige der: jeg havde klynget mig lidt for meget til en scene, jeg havde haft i hovedet lige fra begyndelsen af, men som selvom den havde en plotmæssig vigtig betydning bare ikke gav mening - der var alt for mange ting, der ville forhindre en sådan situation i at opstå, så mine krumspring for at tvinge den igennem havde en decideret ødelæggende effekt.
Jeg tror blokeringen skyldtes min indre kamp mellem bare gerne at ville videre, hvorfor jeg nægtede at indse, før jeg sad med blokeringen, at den lille stemme, der havde fortalt mig, at jeg var på afveje og skulle omtænke en masse ting, faktisk havde ret.
Måske man kan komme udenom blokeringen hvis man er lidt mere åben overfor at indse, at noget af det man har skrevet og/eller udtænkt bare ikke fungerer...
Når det så er sagt, tænker jeg også, at der kan være et hav af andre, udefrakommende grunde til at man får den blokering. Det kan være travlhed i det virkelige liv, der gør at man bare ikke har roen til at synke ordentligt ned i sit skriveri, og at man derfor bruger for lang tid, når man endelig får sat sig, på at prøve at samle tråden op fra, hvor man sidst slap. Det gør det rigtigt svært at skabe et godt flow, og det kan gøre det til lidt af en kamp at skrive. Jeg tænker her, at man enten må acceptere, at man er i en periode, hvor skriveriet må være på stand-by, eller måske skal opbygge en god rutine, hvor skrivning får en plads i skemaet hver dag (stå op en time tidligere fx eller droppe den time man (for mit vedkommende) bruger foran fjernsynet hver aften til fordel for skrivningen).
Man kan også bare have nogle bekymringer el.lign. der suger alt ens mentale energi. For mig er det helt umuligt at få skrevet i sådanne tilfælde, og jeg tænker, at ens energi er langt bedre brugt på at forsøge at løse disse bekymringer så ens mentale ro og indre balance genoprettes end ved at prøve at gemme sig i en romanverden. Men skrivningen kan selvfølgelig også være et led i dette, hvis man formår at behandle ens bekymring på en meningsfuld måde gennem den kreative skrivning - så kan det dog være at ens aktuelle skriveprojekt må lægges til side for et andet, mere personligt aktuelt.
Der kan sikkert være mange andre løsninger og årsager, men ja, jeg tror netop det vigtige er at finde årsagen til blokeringen.