Kære natbog (XVIII)

Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
1 år, 6 måneder siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
7 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
17 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
11 år siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
12 år siden
Kære
Halina Abram...
7 år siden
Første dag.
Neola
3 år siden
Syv år af livet - Dag 10/...
Ryan Raskoln...
3 måneder, 16 dage siden
Hun bliver levende igen i mine drømme. Min mor. Selvom jeg drømte, at hun døde. Igen. På samme dato som første gang. Den 5. august. Dagen efter tog jeg på arbejde, men kom i tanke om, hvad der var sket og begyndte at græde. Det kan min chef nok godt forstå, tænkte jeg. At jeg er ked af det, fordi min mor lige er død. At jeg ikke kan arbejde. Ikke i dag, i hvert fald. Så jeg tog hjem igen, men havde svært ved at huske, hvad det er man skal gøre, når nogen er gået bort. Ringe til bedemanden? Bestille blomster? Afregne arveafgift?

Forleden drømte jeg om hende igen. Jeg bad om, at hun søgte sit gamle arbejde, for jeg havde hørt at det var ledigt og det ville være så godt for både hendes økonomi og selvtillid, hvis hun fik det tilbage. Egentlig kunne jeg godt se på hende, at det ikke var realistisk. Kræften boede i hendes krop. Side om side med de raske celler, men det var kun et spørgsmål om tid, før den langsomt begyndte at skubbe det levende og ikke-muterede ud af hende. I min drøm lå hun på sin seng og stirrede ud i luften. Jeg lagde mig tæt ind til hende og græd de pureste tårer af sorg. Rensede for indviklede følelser. Da min gråd stoppede, var hun borte.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Kære natbog (XVIII) er publiceret 30/07-2015 10:12 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.