Sønnen havde fundet løbehjulet frem og fik et par omgange på børnehavens legeplads. Som tilfældigvis også er min gamle skolegård. Mens jeg ventede, sparkede jeg til et stykke flintesten på jorden og blev ført langt tilbage i tiden.

Det var lyden af en hinkesten der gled henad asfalten. Et løfte om leg. I kontakten mellem fladerne, glas mod sten, stedvis afbrudt af vejens små ujævnheder, skabtes en svag, kurende, glas-lig tone.

Jeg huskede vægten af en ny hinkesten. Uden ridser eller afslag. Ravfarvet og gennemsigtig, som et appetitligt bolsje. Med et gådefuldt relief på oversiden. Et stjernetegn. Det var altid skytten. Eller en skorpion.

Afsøgning af et område med tilstrækkelig plan asfalt, så hinkestenens bane ikke blev forstyrret af ujævnheder. Jeg huskede de lyse kridt, som vi tegnede ruderne op med. Kridtknapheden tvang os til at bruge små, tykke stumper, som de ivrige hænder mistede grebet om. Huskede, hvordan jeg ikke altid fik stoppet bevægelsen i tide, så asfalten flåede huden op på min lillefinger og noget af hånden. Op af trapperne til mor og få jod på der changerede grønt og orangerødt, lidt på samme måde, som kroppen på en sommerfed spyflue. En plaster på såret og tilbage til lugten af varmt støv og bilernes udstødning. Over vores leg sang fuglene.

Vi hoppede paradis i den aflange formation, som egentlig forestiller en kirke. Men det var ikke nær så sjovt, som den kvadratiske firkant, hvor kunsten var at placere tallene, så de lette og svære hop afløste hinanden. Hinkestenen blev prøvet af før dysten. Jo mere ridset den var, jo langsommere gled den. De nye var glatte og uberegnelige. En gang blev en ny, blå sten flået ud af min hånd og pigen, som jeg skulle hoppe med, gned den hidsigt frem og tilbage over asfalten, til undersiden var helt mat og ridset. Hende legede jeg ikke med igen.

Jeg huskede byger der opblødte byens levende og døde dufte. Udvaskede felterne med tal. Ventetiden indtil asfalten var tør nok til at tegne på igen.
Jeg tror, at jeg længes efter sommeren.