Jeg vil lægge hvide roser på fællesgraven for Sophie Scholl. De dufter mest af nyslået græs, og jeg kan bedre lide duften af gule fresier, som mormor elskede at få til sin fødselsdag. Men Sophie Scholl kan ikke æres med andet end hvide roser. Jo, jeg kan lytte til vinden i birketrærene og skoene, der knaser sig gennem gruset på kirkegårdens stier. Jeg vil skyde vej over græsset og synke en smule. Spænde muskler omkring lænden og i baglårene for at løse fødderne fra deres løfte. De bliver som altid overvældet og lover jorden alt. De reciterer Shakesspeare på deres helt egen måde: Min frihed, min frihed for jordforbindelse. Himlen vil bejle til mine øjne, og den vil sætte solen i sin forlovelsesring, men jeg vil give den en kurv. Have travlt med at tænke på flere blomster. Min søster er en rød tulipan, som dufter af solskin i marts og kold citron. Hun har snart fødselsdag, men det er nu, de sælger tulipaner. Og så skal hun have sin forsinkede julegave. En bog om dyr med næb ordnet efter antal vinger. Hun skal have en henvisning til side 60, hvor der er en liste over tre ting, man kan lave samtidig uden at komme til skade. Hun blev født, da jeg var 11, og jeg gik med hende i min dukkevogn. Stenene vil hviske og himlen vil bejle endnu engang - jeg ender med at sige ja på et tidspunkt, det ved jeg.

Dagens dagbog er et derivat. Af hvad? Bare et derivat. Noget som ikke gik, som det skulle, for nu går det sine egne veje. Jeg følger bare med. Jeg skriver, og ved siden af mig står der en tallerken med kogte linser og løg. Maden lugter som min mors hovedpude, da jeg var barn. Den er blød og varm. Et mikroskop i maven, som melder tilbage om mange fornemmelser. Trækker mig ind og ned. Det tager mikroskopbilleder af basale ting, så de ligner juveler: Søvn, mad, tøj, fred, solskin, nysgerrighed, glæde. Min mors duft.

Tasterne spænder i håndrødderne (Nu er jeg en smule ude af maven igen. Jeg har spist op). De klikker cyber-telegrammer, når jeg ikke lige stopper op og lægger strategier for, hvordan jeg skal indhente derivatet. Første plan er navngivning: Derivatet døbes Tankemylder, som til dagligt er uautoriseret, men legitimt en gang om året omkring fastelavn. Det får maske og kongekrone på. Simon says...Små boot camps på tastaturet. Der er ingen orden, kun hårdt arbejde, fordi jeg bestemmer mig for at følge med. Jeg springer i tiden, og er hos min mormor, der byder mig af Taveners pebermyntekarameller, når hun ikke lige laver rugbrød med kolde frikadeller på. Jeg følger bare tanken og billederne. Skrivningen er meditativ, og mormor får en ravkæde i fødselsdagsgave, som står godt til buketten af gule fresier. Den er varm mod kinden. Ravstykkerne fylder en klippe, men vejer en fjer.

Jeg kan stadig nå på kirkegården i dag. Falder i endnu en tidslomme og lander på de hvide roser, der taler om, at fred er grænseløs, hvid og omfavner et afgrundsdyb offer af den slags, man måske kun yder af vanvare. Med tilfældet som mellemmand. Der er erindringer om min mor, min mormor, min søster. Så er der erindringen om en forpligtelse, der kan tynge som jorden over en kiste. Fordi man kan gøre det rigtige, men man kan ikke garantere for konsekvenserne.

Jeg er tilbage i badeværelset som 7-årig, og jeg kigger mig i et spejl, som min morfar har sat op på væggen specielt til mig. Henne ved vinduet kravler flyvemyrer mod sollyset, og jeg undrer mig over, hvem jeg er. Vinduet er lukket, så de falder ned på gulvet igen, og når jeg tager brusebad kilder jeg sølvfiskene i halen. Der er noget som skal passe med mit spejlbillede. De ting, jeg gør. Badeværelset er et skattekammer af instinkter, så jeg trækker lågen på tørretumbleren ned og bruger den som puslebord, når jeg skal skifte ble på min dukke.

Giver man et offer af vanvare, insinkt, eller gør man det bevidst? Med bevidstheden om hvad? Om et instinkt, man ikke kan stoppe? Om en forpligtelse man skal huske på? Bevidstheden om et instinkt, der opstår, når man kan eller ikke kan genkende sig selv i spejlet?

Jeg smutter til byen nu, og køber hvide roser til at lægge på kirkegårdens fællesgrav. Tænker lidt på Sophie Scholl og Den Hvide Rose. Det var dagens strøtanker og fjerne minder.

Amen, online-ulve, i Faderens, Sønnens og Den Helligånds navn.