P har været med min mor til hjernescanning, og det bliver taget alvorligt nu. Svaret kommer senere, og jeg tænker på Pi sammen med tigeren i båden på havet. Man slipper ikke for sin egen krop, før det er helt overstået. Den har altid nogle gener (altså gener som i kromosomer med gener) at spille på, så vi makker ret og lærer en eller anden lektie.
Online-ulve, fortvivl ikke. Det er ikke deprimerende!
Se lige den ordre, den er umulig ikke?!
Nej, den er ikke umulig, fordi det bare ikke kan blive andet end deprimerende. Den er først og fremmest umulig, fordi det er svært at udføre en negering, hvis man kan udtrykke det på den måde. Fortvivl ikke! Det er nemmere at fortvivle, ikk'?!
Laver den lige om. Vær glade!
P har fast besøg af min mor og mig indtil videre. Indtil der kommer professionelle indover. Vi kommer også, når det er sat i gang, men så har vi mere tid til at tanke op.
Det er faktisk let at være glad. P har fået det bedre. Han drøner rundt i haven og laver forskelligt...kløver brænde, planter blomster i krukker, kører på genbrugspladsen (det sidder åbenbart ikke på den tabte korttidshukommelse, hvordan man kører bil. Den har P på langtidshukommelsen).
Det kan vel skyldes lægens ordinering af B-vitaminer. Det fandt man ud af, at han manglede. Så selv om hukommelsen har lidt ubodelig skade, så er der stadig godt humør i langtidshukommelsen hos P. Og vi tager tingene, som de kommer.
P var så godt tilpas i går, at han lavede krebinetter til os, selv om vi havde fortalt ham, at nu har vi købt kød til forloren hare, fnis altså. Men nu var manden glad og virkelysten, og så kalder livet. Han blev lidt sur, da det lykkedes ham at tabe krebinetterne ud over bordet. Der var en eksplosion under opsejling...sådan en af afmagt. Det kan jeg bare ikke have, afmagt kender jeg udmærket! Det blev simpelthen taget ved hornene med det samme:
- Det var sgu da altid noget, at de ikke ramte gulvet, P. Hvis du henter en karklud til at tørre bordet med, så får jeg kødet op på fadet. Vi har ikke mistet noget, og du har været så god i køkkenet. Så nu spiser vi.
Hvad giver I online-ulve, det virkede ;D
Det er det at blive nødet til at være positiv, men det har jeg vist været inde på før.
Den her proces er lidt som methodwriting i forbindelse med den tekst, jeg skriver på lige nu. Jeg lever bogstaveligt det, som jeg skriver. Jeg forstår mig selv, når jeg skriver om at vente på syndfloden på Blodageren i stedet for at komme med på Arken. Man tror måske i starten, at man undslipper, hvad end man forsøger at undslippe. Men taber sine illusioner hen ad vejen. Man forandrer måske mening om, hvad fanden det egentlig er, man forsøger at undslippe, for man har haft sådan en "fuga major-dagsorden"...sådan bare for at have den, fordi vi har arvet den og nedarver den uden at stille spørgsmål.
Måske bliver man til en hval, som ligefrem venter syndfloden med længsel. Fortabelsens vand kommer og hjælper med at bære den kropsvægt, hvalen er ved et kvæles i, så længe det er knas tørt. Hvad skal en hval på Arken? Det giver ikke rigtig mening.
Den anden nat drømte jeg en klassisk toiletdrøm. Sad på tønden bag et forhæng, som alle alligevel kunne se ind bag, for det dækkede ikke helt, at jeg sad der og besørgede. At besørge er først og fremmest meget intimt og sårbart, sådan helt konkret. Ens inderste afsondringer kommer ud, og de kan skade andre. Så kan ens allerinderste nogensinde accepteres af andre?
Der var god stemning i drømmen og ud kom det, mens de andre tilstedeværende nærmest smilede. De er mig selv alle sammen i drømmen, så jeg accepterer selv mit inderste udtryk. Det er som et signal til at skrive mine seneste idéer ned og arbejde videre med min historie, hver gang drømmen kommer. Så er jeg færdig med at læse for en stund. Rytmen går nogenlunde sådan her:
Læser, drømmer toiletdrøm, skriver...læser, drømmer toiletdrøm, skriver.
Så skriver jeg, mens jeg spekulerer på, hvor meget det evt. skræmmer livet at læserne. Men jeg må skrive historien. Man kan heller ikke bare ikke gå på toilet, når man skal.
Vinden blæser i P's have, og det er meget tempereret med uldne, blygrå skyer på himlen. Måske er regnen på vej, mens P taber krebinetterne ud over spisebordet eller forputter bilnøglerne. Jeg snupper en sort uldtot fra de truende skyer og spinder mening af den på min gamle spinderok. Den kan vi altid forestille os er fra museet, hvor jeg arbejder, ikke online-ulve!?
Jeg har snart spundet nok til en hel trøje ;O)
Så er der nadver! In the name of the father, the son and the holy spirit. Lad ulvekald være bordbøn.