Jeg hader lidt at jeg bliver så 'stresset' op til sådan nogle 'forældre-ting'...
Lucas børnefødselsdag...
Nej nej, det har ikke været slemt, men den ligger lidt og lurer derinde... Den dér: "HUN er godt nok en ung mor, hva'" i følgeskab med et halvforarget blik.
Langt de fleste er jo ganske fordomsfri nu til dags, og det er dejligt, men bare de får gange jeg har oplevet forargelse og bebrejdelse, er nok til at jeg lægger et enormt pres på mig selv, når jeg skal stå frem med børnene... Lucas går nu også i en dejlig klasse og jeg har mange gode med-forældre, men der er nogle stykker jeg ikke kan greje, som er let afvisende i deres facon, og jeg hader det... For jeg bliver straks kastet ind i den gamle følelse af at blive konstant betragtet og føle forarget snak i krogene...
Jeg har helt sikkert selv gjort det værre oppe i hovedet end det nogensinde har været (Og jeg ER derudover ved at have så meget selvtillid, at jeg kunne være ligeglad med dem alle sammen selvom det så skulle vise sig at det ikke bare er en følelse der er vokset for stor inde i mig selv). Men jeg kan godt huske dengang Christina kom hjem fra skole, og kunne berette at hun hele turen hjem havde siddet bag ved en far, hvis datter gik i dagpleje hos min mor. Han havde ikke genkendt hende, og havde siddet og bræget op til en bekendt i bussen om det dér alt for unge par, der var i datterens dagpleje, og som slet ikke formåede at tage sig af deres barn. Om hvor for dårligt det var, at bedsteforældrene (altså min mor og far) skulle tage sig af det hele... Og jeg ved ikke hvad... Efter at have hørt det, og have talt lidt om det, ringede jeg til dem, men de var ikke hjemme, og senere mistede jeg modet... Men jeg skulle have gjort det!! Dumme nar!!
Samme forælder par tog, nogle år senere til et decemberværksted i Lucas børnehave, helt over og begyndte at lave juledekoration med Lucas... For det kunne jeg ikke finde ud af eller hvad...???
Og jeg kan huske den gamle dame i bussen, der kiggede på mig, da jeg kom ind med barnevognen, og med et forarget blik i øjnene hviskede noget til sin sidekammerat, gamle dame nr 2, der straks kiggede på os også...
JA, jeg er ung... JA, det var måske for tidligt at få børn...
Men tænkte de på, at jeg tog ansvaret på mig, og gjorde det så godt jeg kunne...?!?
Og det har bare gjort mig så usikker... Den dér følelse af at alle lige lagde ekstra mærke til mig (og det er jeg i hvert fald sikker på at de gjorde - selvom de fleste naturligvis var venlige og imødekommende). Hvis en 'almindelig' forælder gjorde en fejl, var det de færreste der ville se det, og de ville nok trække på skulderen og tænke at ingen er fejlfri, men gjorde jeg en fejl ville alle bemærke det, og tænke at det er jo også fordi jeg er for ung...
Jeg ved godt jeg puster det for stort op, men det er sådan jeg har følt det, i den tid... Og de tanker der ligger til baggrund for det press jeg lægger på mig selv, når jeg ved at huset skal vrimle med søde børn og måske mere kritiske forældre....
Derfor har jeg ikke skrevet meget den sidste tid, fordi jeg hele tiden har følt jeg skulle igang og gøre noget... selvom så meget har der ikke været at gøre...

Men vil lige understrege... Det er virkelig ikke slemt mere... Det er en gammel uaktuel følelse der lurer... Og som bliver fremprovokeret af de knap så imødekommende forældre... (selvom det er jo nok bare sådan de er - også overfor folk som ikke er unge forældre ;) )
Tror det er så sundt for mig, at jeg kom i børnehave... At jeg fik et kig 'bagom de ældre og ufejlbarlige forældre' (den illusion jeg havde fået bygget op i mit hovede - selvom jeg vidste mange af dem var fulde af fejl og mangel på forståelse for børn, så havde jeg bare ikke selvtilliden til at sige til mig selv, at jeg kunne være en ligeså god eller bedre forælder end dem).
Det er så sundt for mig, at se at så mange begår de samme fejl som jeg har hadet mig selv for at begå. Og de gør det med et skuldertræk, som om det var ligegyldigt... Hvorfor skulle jeg så gå og straffe mig selv så hårdt for den slags...
Sundt for mig at se, at uanset hvad andre har tænkt om mig - eller hvad jeg har tænkt at de har tænkt om mig - så har jeg på intet tidspunkt været uansvarlig, på intet tidspunkt været end dårligere forælder end så mange andre...
:D

Og ja, at jeg har haft meget støtte i mine forældre er vel ingen synd...?
Hvilken syttenårig nyder ikke godt af støtte og hjælp fra sine forældre (såfremt de tilbyder den?). Hvorfor skulle man så ikke tage imod den, bare fordi man selv har børn?
Og selv 'gamle' forældre nyder da godt af hjælpsomme bedsteforældre.... :)
(Dette er mest en kommentar til den bussamtale min søster overhørte i sin tid).

Men fødselsdagen gik rigtig godt!! Lucas hyggede sig, og forældrene var (som de plejer) søde og imødekommende :)
En fødselsdagsberetning kommer forhåbentligt i løbet af aftenen...

Michala