Sorte enker, jeg vil dikke sorte enker, og jeg ved ikke hvad det er for noget med slige reptile tilbøjeligheder - ok, det med at dikke dem er måske lige i overkanten, men ikke desto mindre er det en terrarie messe for krybdyr, og altså også edderkopper, i Herlev, jeg har intentioner om at besøge.
Og hvad er der så med de enker ? Jeg vil ikke have dem indenfor dørene, men jeg er fascineret af krybdyr og edderkopper, når jeg på sikker afstand kan beskue dem i terrarierne.
Måske jeg er fascineret af simple livsformer, rene instinkter og handlinger. Sådan et lillebitte stykke liv overlever man ikke at træde på. Respekt ! Instinkterne kræver deres ret !
Urg, i Tyskland blev en død mand fundet, fordi det stank fra hans lejlighed. Han var en enspænder, som holdt sorte enker, og da politiet kom, fandt de ham dækket af spindelvæv, mens enkerne piplede over gulvet i hver deres retning med lunser af kød fra manden. Der skulle også have været et leben inde i ham i bedste gyserstil.
Det er instinkterne og deres radikale styrke, og det er nok min erstatning for splatter. Men det er også den kompromisløse måde at leve på - instinkterne følges til punkt og prikke, om så man dør af det.
Dagens ligtorn : at leve og lade dø. Må jeg ikke godt få det i julegave, må jeg ikke nok ? Så ville mange ting godt nok blive anderledes. Jeg mener, har nogen nogensinde set en sort enke, der er utilfreds med at være edderkop (gys, at se sig selv i spejlet dansende på sine 8 ben !), med at dø eller forvolde andre døden ? En enke går nok i forsvarsposition, hvis man tirrer den, og vil kæmpe for at overleve, men jeg har den bare svært mistænkt for ikke at filosofere over døden som noget forfærdeligt, sådan til hverdag.
Vores mere eller mindre uafklarede forhold til dette uafvendelige ved os selv, som vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved - og pinedød kategorisk nægter at anerkende, før vi ved det ! - er så gudsjammerligt fremmedgørende.
Jeg har vegetarer og andet lignende godtfolk mistænkt for at have er veritabelt om end måske sminket dødskompleks. Døden er forfærdelig, og man må ikke slå ihjel ! Altså et forsøg på at undgå at påføre andre døden - og helst de besjælede eksistenser (nå ja, er det ikke veganerne, som mener, at en gulerod er en vegeterende eksistens ?)ok, de besjælede og vegeterende eksistenser, så.
...og det er hele den der buddhistiske historie om dragen, der var sulten og fik besked på at spise sig selv...
Det er ikke svært at forstå diverse ikke-kødspisende og ikke-spisende folk, egentlig ikke, for man har i sit syn på døden et valg - mig eller den anden ! Filantropien kan tilsyneladende vokse sig over sine grænser, og man vælger at dø for den anden.
Men er det virkelig filantropi, hvis det viser sig at bunde i den gammeltestamentlige definition af døden som en straf, der er os pålagt på grund af arvesynden. Døden som en straf, døden som noget forfærdeligt...men mest uhyggeligt af alt, døden som en ikke accepteret del af mig/mennesket. Filantropi er vel kun ægte, når den ikke er fremmedgørende.
Når det er sagt, så skal jeg absolut ikke udelukke, at det kan være mere fremmedgørende at overleve et menneske, man kunne have reddet fra døden ved selv at dø, og det er jo netop også derfor, jeg forstår valget mellem en selv og den anden, sådan som en vegetar anskuer det.
Men jeg stoler nok først på en vegetars udsagn om filantropi, når vedkommende har grublet over sig selv og døden i sådan cirka en million år.
Så jeg vil glæde mig til at se på de sorte enker i Herlevhallen den første weekend i maj.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.