I fredags havde jeg et møde på Nørrebro. På lang afstand på Jagtvej, kan man se Shephard Faireys sorte, hvide og røde maleri stikke frem. Det store gavlmaleri er helt smattet ind i farve, når man kommer tæt på. Han co-kreerede ellers den nederste del af værket sammen med nogle af de unge 69-aktivister. Alligevel ligner det, at store fortidsfugle med farverig diarré har besørget på bygningen.Han fik også et blåt øje, da han var i byen. Han var åbenbart også selv en lidt arrogant hvid gavl, der skulle farvetagges. Jeg kører nordpå i runddelen. Sender El Hassan og hans lille cykelbutik "med priser som for tyve år siden" en venlig tanke. Jeg drejer ned af en sidegade. På et hjørne står et træ og i træet hænger en gynge i tykke reb. Man kan gynge på Gormsgade. Et mærkeligt lille stykke landidyl på stenbroen. Et lille sus af savn og forelskelse. På tilbagevejen kører jeg ligeud i runddelen. Solen flitrer ned over husfacaderne, træerne blafrer lidt på kirkegården. Cykelstien breder sig ud som nystrøgede silkebånd under dækkene. Den røde hund og den gule mur, og derefter et kalejdoskop af farvenister og menneskemylder. Det er fredagsforår og den multietniske myretue rører på sig. Jeg når hen til Netto og jeg kan høre et "Hej, Neon" fade ud i baggrunden. Det tager lidt tid for mig at bremse ned og holde ind. Det er Cat og Dres, turtelduerne fra London. Vi krammer og snakker og krammer igen. Jeg cykler videre. Dronning Louises bro er varmt pakket ind i et fugtigt mennesketæppe, cykler, dåseøl, Cocio og krassere. Ved Nørreport Station er cyklerne organiseret i etager og metalstativer. Derfra er byen stadig flået op, et åbent kødsår. Jeg mødes med Luna i Illums Irma. Hun finder mig midt i et dadelarmaggeddon. Mit taske revet par bøtter ned og nu skøjter jeg rundt i den runkne sødme, uden helt at ane, hvad jeg skal stille op med det uheldige scenarie. Luna sparker resolut det værste uheld ud af syne, og haler mig grinende væk. Så handler vi ind, og kokkererer lasagne til bøsserne og et par andre gæster.

I sidste indlæg regresserede jeg tilbage til nogen af mine første læseoplevelser. For mig er skrivelyst tæt forbundet med læselyst. På det seneste har jeg haft svært ved at finde noget, som giver mig lysten til at læse eller rettere, som tilfredstiller lysten. Jeg går i gang med nye bøger i flæng. Jeg læser utålmodigt og uopmærksomt. Jeg lader mig ikke rive med. Jeg går med, traver livstræt af sted i det tempo og på de præmisser, der nu er stoffets. Jeg gribes måske af en overfladig begejstring i starten, men begejstringen er flygtig, som dug på en rude. Hurtigt finder jeg mig selv med øjne, der pr automatik løber fra venstre mod højre ned over siden, men med tanker, der er stukket af ud i fremtiden, ud i køkkenskabene og ind i fantasier og dagdrømme. Jeg afbryder hele tiden min læsning, fordi jeg har et rastløst behov for at være online, for at tjekke diverse indbokse og scrolle rundt på nye faneblade. Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker. Er min læseevne brudt ned til fragmenter af 140 karakterer og er min koncentrationsevne dampet ind til få minutter? Eller er det den konstante søgen, der gennemsyrer og helt har fået overtaget i mit liv?

Nu er jeg begyndt på Yacoubians Hus, sproget glider let og lækkert, personkarakteristikkerne er gode og rammende, men den Egyptiske kontekst fanger mig ikke helt. Men den skal læses til ende. Jeg er sikker på, at det er en god bog. Det er bare mig, der ikke er en god læser.