Dillen igen igen. Jeg var jo sikker på at jeg ville blive afvist søndag. Men det skete ikke. Han ville gerne ses. Undskyldte at han ikke havde svaret hurtigt. Han skulle ud til sin mor. Han skrev at tirsdag skulle han være hos sin mor fordi hun skulle have besøg af visitatoren med henblik på at få en ældrebolig. Men han ville gerne ses om aftenen. Vi skrev ret intenst, mens jeg var i Finland. Men da jeg skulle til at gå ombord på flyveren kom der en sms, der fortalte at visitationen var gået dårligt, at han var i dårligt humør og ikke kunne overskue at ses. Jeg var selv rimelig smadret efter to intense dage med kollegaer, og det var selvfølgelig også en helt forståelig undskyldning. Raincheck, skrev han. Jeg kan måske ringe i aften, skrev han. Det gjorde han selvfølgelig ikke. Og raincheck? Dunno when. Jeg er igen der, hvor jeg ikke orker at blive ved med at foreslå at ses. Jeg er igen der, hvor jeg formulerer slå-op-beskeder i mit hovede konstant.

Han har ikke skrevet hele dagen i dag. Jeg har ikke skrevet hele dagen i dag. Gad vide om der kommer et god nat. Jeg tror det ikke. Men hver eneste gang, jeg tror den er lagt død, så kommer der noget. Men kun lige akkurat noget, som holder døren på klem. Bare lige noget, som får mig tilbage i møllen af tanker. Som nu det med hans mor. Min my-little-pony-pige-brain siger, han har det hårdt. Han har ikke overskud. Det er synd for ham. Jeg må hjælpe os igennem... Men min kyniske hjerne ved, at 'he's just not that into me'. Et eller andet sted burde jeg nosse mig sammen og bare end it. Han vil helt sikkert igen spille 'skuffet, såret, pigesur'-kortet og kalde mig en lav person eller noget i den dur. Igen. Og hele tiden har jeg ham mistænkt for, at det han i virkeligheden var sur og såret over, var at en anden havde taget beslutningen. At der endelig var noget, som ikke var hans valg og på hans præmisser.

Jeg er helt desperat for en rebound-date. Helst med manden-der-ikke-vil-ha-børn. Han er den eneste, jeg har lyst til at knalde af dem, jeg har skrevet med.

Godt at der sker noget fredag. Vi skal til fest hos chefen i Sverige. Nogle siger det bliver pool-party. Ved ikke helt hvordan jeg har det med kombinationen af badetøj og kollegaer. Den Anden Afdeling skal også med. Har næsten lyst til at være sammen med ham igen bare som rebound-plaster. Men lidt dumt med en kollega. Måske bare lidt rebound-flirt? Jeg forstår slet ikke nu, at jeg var så tosset med ham. Sjovt som det kan fade igen. Jeg er totalt hung op på Lasse, men jeg ved, at hvis jeg bare kunne få det afsluttet, så kunne jeg komme videre i fin fart. Det er mere at jeg hele tiden har lidt håb, og at der er lidt gang i den, og at han er pivfræk og pivlækker - men at det ALDRIG ville gå. At vi bare ikke ville passe sammen. At han egentlig ikke giver mig andet end en følelse af frustration, irritation og nederenhed.

Har lige binge-watched hele den norske SKAM. Drittkult. Den var ok fin - omtalen var måske lidt hypet. Synes den trækker meget på referencer fra eksempelvis Skins. Men glæder mig da til sæson tre. Havde det lidt stramt med det norske i starten, men nu synes jeg egentlig det er kult. Mærkelig ruskultur med alt det bustur, der. Nordmænd har sgu for mange penge.

Når de norske sælgere (alle kvinder) kommer ned, så er der bare en air af shopping omkring dem hele tiden. Jeg kalder dem sammenlagt for den 'norske lakfabrik'. Fordi der bliver lakeret alt fra hår til negle i et væk. Mange penge er ikke lig god stil.