I februar blev jeg færdiguddannet som socialpædagog (det er der i realiteten ikke noget der hedder længere, men jeg har kun koncentreret mig om socialpædagogikken og lagt tid og meget energi i det, da det passioneret og drev mig).

Det var slet ikke meningen at jeg skulle tage pædagoguddannelsen, men det valgte jeg pga. hvordan mit liv så ud dengang. Jeg fortryder ikke mit valg, men jeg tænker på om jeg er det rigtige sted.

Jeg arbejder idag i en skolefritidsordning og har skoletimer. Det er ikke kedeligt, men i dette arbejde handler det for mig om, at komme hen på den rette hylde, vel og mærke. Det synes jeg at jeg var, indtil der blev foretaget en omrokering på arbejdspladsen og jeg blev flyttet ned i et 2. team. Jeg blev flyttet, fordi at de kunne se en person som mig med mine kompetencer, arbejde i det team -det var bla. et argument de gjorde brug af. Jeg havde tidligere sagt direkte og personligt til den ene leder, da jeg var blevet "tilbudt" en anden stilling i et helt andet team, at det der betød noget for mig var, at føle at jeg hørte til, og det gjorde jeg i det her team, jeg var i, så jeg ville ikke flyttes. Hun reflekteret over det, og senere på dagen, fortalte hun mig, at jeg måtte blive. Jeg var stjernelykkelig og gav en rigtig god kollega et kæmpe kram, hvilket jeg normalt aldrig gør.

2 uger efter, vælger de så alligevel at rykke mig -nu har de trådt nok på mig, og jeg føler mig dum og til grin. Af de forskellige ting jeg har oplevet i mit liv, så ved jeg hvilke værdier jeg står indenfor, og hvad jeg vil -det kan meget vel være, at andre ikke er enige, og det burde også være en absurd tankegang at have, fordi jeg er ihvertfald ikke en personlighed, som mange kan enes med. Jeg er flabet, kontroversiel og siger tingene ligeud. Jeg er samtidigt rar, venlig, imødekommende, forstående og følsom. Og ja det kan være at i andres øjne, at jeg er for sensitiv! Men det ville heller ikke være mærkeligt, for jeg er en "særlig sensitiv pige". Et mærkant som både er til min fordel og ulempe!

Jeg har samtidigt oplevet og gennemlevet så mange forfærdelige ting i mit liv og i min opvækst, at jeg har været nødsaget til at kæmpe mig tilbage hver evig eneste gang helt alene, for der var ingen til at hjælpe. Og det har taget så meget på mine ressourcer, at jeg ryger ind i en depressiv tilstand, for at kunne komme op og videre igen.

Derfor vælger jeg idag at lade være med at være forstående overfor, hvordan en inkompetent daglig leder, vælger at rykke mig rundt som en kastebold, og tro at jeg finder mig i det. Jeg har aldrig fundet mig i noget -og jeg går mine egne vegne -det gør jeg også her, selvom jeg var glad for mine kollegaer og børnene. Men tilliden er brudt og er der ikke gensidig tillid, så kan det sku også være fløjtende ligemeget, for så vil jeg da vove og påstå, at respekten også er væk.

Jeg tidligere følt, at visse ting er blevet sagt og gjort i misundelse af omkringstående personer, både på arbejdet og i mit privat liv...gad vide om dette også er tilfældet her?! Måske ser hun en stærk medarbejder, men indeni føler jeg mig lille, selvom jeg udenpå, viser at jeg er stærk ( det er en overlevelses-mekanisme, som jeg har måtte gøre brug af, for at kunne leve i min fortid). Jeg er stærkt misforstået -ligesom da jeg var 8 år i klassen -jeg lignede en pige der var blandt de ældste, og blev behandlet derefter, men egentlig var jeg jo en af de yngste...