Hvert år ved den her tid har jeg glemt, hvor meget allergi jeg havde forrige år. Hvert år ved den her tid vælter jeg i nysende panik og rødrandede øjne ud af huset, flår døren op på det nærmeste apotek og rager antihistaminer ned fra hylderne. Hvert år ved den her tid beder jeg til, at en eller anden taber en masse benzin og et par tændstikker i birkeskoven ude på Amager.
Jeg går rundt og ligner at jeg har været på 14-dages druktur. Mine øjne hæver op, min næse stopper til, og jeg går rundt i en feberagtig tilstand i antihistaminernes sløvende døs. Tænk at være have så negative reaktioner på naturens reproduktion af alt det smukke grønne omkring os. Jeg skriver snart til kommunen: 1: Brænd den fucking skov ned (brænd gerne det meste af skåne, når I nu er i gang). 2. Lav et Binyrebarkhormon fixerum her på det pæne Frederiksberg.
En lille mail i min indbakke i tirsdags gav mig fornyet håb om at kunne undslippe Anden Aktørs svedehytte. Jeg blev indkaldt til jobsamtale et ret cool sted. Dysten står mellem i alt 4 kandidater, og jeg ved, at vi er de udvalgte blandt flere hundrede ansøgere. I går var jeg så til samtalen og har siden da følt mig som en piftet ballon. Samtalen gik godt. Tror jeg. Alligevel har jeg det sådan meget antiklimaks-agtigt. Måske er det livsleden, den indre slange, som rører på sig. Måske er det bureaubranchen som generelt bare er en bitter snaps. Måske er det det, at 'min hylde' slet ikke er blevet hængt op endnu. Jeg skal måske ud i Silvan og selv rigge den til.
Sårbarheden sidder i disse dage i hver en fiber i min krop. Det føles som at gå nøgen rundt, uden min hud, rå og blødende, et sammenfiltret rod af dunkende vener og blålilla hårfine nerveender, optrevlede og flossede. Jeg føler dette meget fysisk. Jeg forsøger at holde sammen på mig selv, ikke at bløde ud over det hele, ikke at slæbe dyrebare indvolde efter mig som hvidlige hinder andre kan snuble i, mens jeg tager faldet. Jeg føler alt. Jeg føler alt som skarpe genstande, der strejfer min krop. Ord, selv de venlige. En forglemmelse. Ground beef. Jeg finder mig selv hakket i stykker i samtaler, der slet ikke handler om mig, der handler om folk, som slet ikke har tænkt på mig, da de gjorde eller sagde noget, som overhovedet ikke havde det fjerneste med mig at gøre. Et paranoidt syrebad. Jeg syder i min egen bitterhed i mine egne tårer. Jeg ender som en kødret, tilberedt af mig selv, fortæret i et auto-kannibalistisk orgie. Jeg kan ikke længere skelne, hvad der er dem, og hvad der er mig. Jeg har brug for én, som med en skarp skalpel kan dissekere mine relationer. En som kan sprætte mig op og brede mig ud, minutiøst, som et stort fladt blødt varmt kødligt kort. Hvor man kan få overblikket, og pege farbare veje ud, og forbinde disse veje til et netværk af destinationer. En som kan identificere de godartede og de ondartede cyster. En som kan transplantere de manglende organer. En som kan reparere kortslutninger og skære det døde væv fra. En som kan fortælle mig hvem fanden jeg er, og hvad min rolle er. En som kan sy mig sammen igen og fylde min hudpose med lykke og mening.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.