Jeg vandt. I hvert fald i den forstand at vores nye byggeri ikke skal hedde det navn som Child King - bastard love-child af umådelig storhedsvanvid og hårrejsende inkompetence - har dyrket det sidste års tid. Min kollega ringede lige efter bestyrelsesmødet, inden hvilket jeg havde fodret ham med skarpe argumenter mod det anvendte navn.

Arkitekten kom også forbi mit bord, og jeg ved ikke helt, hvordan vi kom derhen, men hun bekendte at det har været et levende helvede at forsøge at samarbejde med Barnekongen. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt hun var på hans eller alle andres side, men ikke længere.

Ved første møde virker Barnekongen både charmerende og spændende. Men alle gennemgår de samme faser. Fascination, beundring, som ret hurtigt vendes til hovedrysten, irritation og sidenhen er der ikke så få, som er endt i en form for rendyrket had, som dog af og til slår over i medlidenhed. For Barnekongen er så ynkelig i sin respektløshed, vanvid og uvidenhed, at man har lyst til at kaste ham op på skulderen, bøvse ham og putte ham i seng med en vuggevise.

Barnekongen har desuden gået på Herlufsholm. En af mine venner opdagede at jeg arbejdede sammen med ham, og kunne fortælle at han altid havde været en enspænder, en særling, at ingen brød sig om ham. Det er alligevel ikke det man umiddelbart skulle tro. Ved første indtryk er han meget beleven og charmerende. Men det jo også indbegrebet af psykopatens træk.

Herlufsholm. Kostskolen. Elitens Hogwarts. Jeg har kun kendt tre som gik der. Tue, min klassekammerat og første holde-i-hånd kæreste. Hans forældre solgte hans pony, fyrede den schweiziske stuepige som lavede fantastiske røde og grønne Jell-O buddinger, og flyttede fra byen først til Malaysia sidenhen London. Hans mor blev sikkert træt af at børste frynserne på de ægte tæpper, når Tue havde ræset rundt med hans fjernstyrede biler, derfor blev han deponeret dér.

Så kendte jeg Marie, hvis mor var en dreven klasseturist, som gav hende strenge formaninger om aldrig nogensinde at afsløre, at hendes far var graver på kirkegården, og at det eneste han nogensinde beskæftigede sig med at uddybe, var huller i den jyske muld til folk og fæ fra udkanten. Hvad hun i stedet skulle fortælle, eller om hun bare skulle forblive mystisk, og lade det være op til folk at gisne, well, det melder historien intet om. Ja, og så kender jeg jo min ven M, som kunne fortælle, at han har gået der sammen med Child King.

Selvfølgelig har den lille psykopat gået der. Selvfølgelig. Det der whiff af overlegenhed og arrogance. Så tror da fanden han altid føler sig i indædt konkurrence med alt og alle. I organisationen tror jeg efterhånden at jeg kunne lave en utrolig omsiggribende underskriftindsamling på hans fyreseddel. Men desværre holder økonomidirektøren hånden over ham, selvom det dog rygtes at også han er ved at få øjnene op få dette løse missil, han sluppet fri. Men i dag er der vundet en lille sejr. Måske.